2017-09-08 16:38
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Landholdets vej til VM er fortsat svær, men efter de to seneste kvalifikationskampe har håbet i den grad fået nyt liv

I de seneste par landsholdssæsoner har tendensen været den samme: Vi har leget med kuglerammer og forestillet os resultater i forsøget på at udtænke scenarier, hvor det danske landshold har kunnet kvalificere sig til de store slutrunder.

Oftest er holdet i en situation, hvor det frem mod kvalifikationens afslutning godt kan lade sig gøre at komme med, men der er næsten altid en nagende tvivl: For efter en kvalifikation med dårlige resultater; hvorfor skulle det gode spil og sejrene så komme netop, når der er allermest brug for det?

Denne gang sidder jeg med fornemmelsen af, at det godt kan lade sig gøre, fordi formen er der. Den netop overståede landsholdsuge var en opløftende oplevelse for tilhængere af det danske landshold, der slog Polen med 4-0 i Parken og fulgte op med en 4-1-sejr over Armenien. Triumfen mod Polen var den første sejr over en stor nation i en tællende kamp på hjemmebane siden 2-1 over Portugal i 2011 og vakte minder om firserne, halvfemserne og nullerne, hvor Parken var et svært sted at besøge som europæisk landshold. Og næsten lige så opmuntrende var kampen i Jerevan tre dage senere.

Det vigtigste for ethvert fodboldhold er ikke topniveau, men stabilitet. Polen-kampen havde været tæt på irrelevant, hvis danskerne havde floppet ude mod Armenien, men det gjorde de ikke. Tværtimod hentede de en sikker sejr, og korthuset har efterhånden fået støbt et solidt fundament, hvilket kunne ses, da det ikke væltede Åge Hareides drenge, at hjemmeholdet hurtigt kom foran på et flot langskud. Inden der var spillet en halv time, var Danmark foran takket være et af Thomas Delaneys mange dybdeløb samt et frispark af Christian Eriksen.

Nogle var hurtige til at påpege, at præstationen ikke var specielt fantastisk i Jerevan, men det vigtigste for et landshold, der ikke har mange træningspas til at finde sammen, er ikke spillet, men resultaterne. Dem fik landsholdet i den forgangne uge, og man kan dertil lægge junisejren på 3-1 i Kasakhstan – ligeledes en kamp hvor Danmark tog en relativt komfortabel sejr på en vanskelig udebane.

Christian Eriksens landsholdsform er Hareides helt store triumf som træner. Kampen mod Polen var en opvisning af fynboen, der nu viser sig frem på landsholdet med et niveau, som vi ikke har set siden Brian Laudrup eller Peter Schmeichel i halvfemserne. Han får spillet til at flyde, og samtidig leverer han de afgørende aktioner, man i så mange år sad og sukkede efter. Seks scoringer og tre oplæg i kvalifikationens otte kampe er ganske enkelt imponerende.

Dertil kommer god form hos Thomas Delaney, der nu er begyndt at score på landsholdet og næppe har tænkt sig at stoppe igen, samt Kasper Schmeichel, Simon Kjær og Henrik Dalsgaard med flere.

Otte mål på en uge får ikke træerne til at vokse ind i himlen, og der er stadig spørgsmålstegn at sætte ved Åge Hareides beslutninger. Hvorfor insistere på en venstrebenet stopper, når venstre back gerne må være højrebenet? Har landstræneren et alternativ til William Kvist, hvis efterårsform i FC København ikke har været på højt niveau? Men det er småting, og det ændrer ikke på, at det er tilladt at være optimistisk før efterårets sidste to kvalifikationskampe. Det er bestemt ikke en selvfølge med det danske landshold

SENESTE NYT...