Steffen Højer advarer mod Vejle-topscorer Dominic Vinicius.

Vejle Boldklub har fået en flot start på sæsonen og topper 1. division efter syv kampe. I aften skal "Jyllands Rubin" forsøge at udbygge forspringet, når holdet møder Superliga-nedrykkerne fra Viborg FF på udebane.

Viborg har været svære at blive kloge på i denne sæson, men holdet kommer med en 3-2-sejr over Skive IK i frisk erindring. Forud for aftenens opgør mod Vejle advarer cheftræner Steffen Højer især mod angriberen Dominic Vinicius. 

- Hvis folk mest har set Superligaen, så kan man sammenligne Dominic Vinicius en smule med Paul Onuachu fra FC Midtjylland. Han er stor og stærk og fylder meget i feltet. Så vi skal holde ham ude af feltet og lade ham træde ned i banen, hvor han ikke er farlig for os. Vejle har dog nogle spillere, der er gode til at tage løbene omkring ham - og dem skal vi være opmærksomme på, siger Steffen Højer til Viborg Stifts Folkeblad.

Dominic Vinicius blev i sidste sæson topscorer i 1. division med 15 mål. I denne sæson har han scoret fire mål indtil videre. 

SENESTE NYT...
OP | NED