• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Troels Bager Thøgersen

BLIKFANG: Gør FCM klogt i at skyde på Sory Kaba?

Foto: Getty Images

Landsholdets hurra-uge, flere vilde slagsmål og spillere, der ikke kom afsted. Tipsbladets chefredaktør ser tilbage på ugens største begivenheder og det, der venter i weekenden.

Af Troels Bager Thøgersen

Der er virkelig røre i fodboldverdenen i disse uger.

Super League-projektet er stadig ikke dødt.

Gianni Infantino giver alt for at få indført VM hvert andet år (eller prøver han i virkeligheden at få indført sit store, vilde klub-VM, som også kan give masser af milliarder i kassen?).

Og Cristiano Ronaldo står til at gøre comeback for Manchester United mod Newcastle.

Fodboldverdenen står bestemt ikke stille, og her ser Tipsbladets chefredaktør tilbage på ugens største begivenheder og det, der venter i weekenden.

Dem der ikke kom afsted
Der blev solgt spillere for et rekordbeløb i Superligaen, men der var også nogen, der ikke fik ny klub.

Der er FC Midtjyllands Bozhidar Kraev.

Klubkammeraten Jens-Lys Cajuste, der ellers skulle sælges for et rekordbeløb, når man spurgte FCM-bosserne.

Bryan Oviedo, som dog stadig har en teoretisk chance for at komme til Saprissa, hvis FCK får et tilbud, der letter nok af udgifterne i det sidste år af aftalen med costaricaneren.

Og AaB's Iver Fossum, der var på tale i Tyrkiet.

Det kan føles ret tilfældigt, hvem der kommer afsted, og hvem der bliver. Ofte er det helt tilfældigt.

Den rette agent, det rette pas, den rette kamp, dribling, scoring og tackling kan gøre forskellen - det samme kan en fejl på det forkerte tidspunkt.

Sidste år var det Frank Onyeka, der ikke kom afsted, i år en række andre spillere, der enten må se til fra bænken, tribunen eller endda reserveholdet, før vinduet igen åbner om små fire måneder.

Transfermarkedet er en fortættet udgave af de mest barske sider af spillet, så hav en venlig tanke til overs for dem, der ikke kom afsted og i nogle tilfælde nu anses for at være dødvægt af både klub og fans.

Danmarks landshold tromler videre

Det er bare et stærkt landshold, Danmark har.

Man mangler stadig at fælde de helt store, som vi også gjorde opmærksom på under EM, men spillerne kan dårligt gøre mere end at vinde samtlige kampe og ikke lukke mål ind.

Se min kollega Sebastian Stanburys analyse her.

Så mangler vi bare at melde fra til slutrunden efter sidste kvalifikationskamp i midten af november, hvilket vil have 1.000 gange mere effekt, om man så førte kritisk dialog indtil Dommedag.

Vores serie fra slutningen af 2020 om Qatars VM-slutrunde forklarer, hvorfor slutrunden er så vigtig  for det lille land.

VM hvert andet år - get used to it
Kampen om VM-slutrunder hver anden måned fortsætter for fulde gardiner.

UEFA siger, man vil boykotte de ekstra slutrunder - den har vi også hørt fra flere sider i Europa.

I Qatars hovedstad Doha er der til gengæld ingen grænser for entusiasmen over slutrunden hvert andet år - men det er måske også betingelsen for at blive inviteret på all-inclusive af FIFA, ligesom man ikke caster stille og rolige typer til de cirka 734 blæste realityshows, der forpester sendeflader og streamingtjenester i vores dejlige land.

At et stort flertal af verdens fodboldforbund vil have VM hvert andet år handler om, at det giver flere penge i lommerne og flere fede funktionærjobs - fodboldspillet er og har aldrig været en prioritet trods Wenger og eksstjerners støtte til projektet.

Det er til gengæld også det, der kan få projektet vedtaget og sikre FIFA-boss Infantino fire nye år som ‘Don’ for fodboldfamilien fra 2023.

Fodboldpolitik handler jo om, hvad der er godt for nogle få hundrede fodboldchefer og deres venner og allierede samt det Motley Crew af milliardærer, diktatorer og wannabes, der styrer klubfodbold - om spillerne kan holde til det, og hvad pøblen mener, er totalt underordnet.

Bliver det vedtaget? Who knows - hvis europæerne står sammen og fast om ikke at dukke op eller sende deres spillere, hvilket vil sige alle de bedste spillere fra hele planeten, der jo spiller klubfodbold her på kontinentet, falder forslaget nok.

Så kan europæerne bagefter slås om, hvem der skal løbe med rovet og have lov at indføre nye turneringer - Super Leagues bagmænd og organisationen bag den dobbelte så store Champions League fra 2024 har vist ikke så meget at lade andre høre for, selvom denne uges FIFA-PR er grov og taktløs.

Her er det Superliga-bossen Claus Thomsen, der forklarer, hvorfor VM hvert andet år ikke er i Danmarks interesse.

FCM's bemærkelsesværdige vindue

Det har været dybt fascinerende at følge FC Midtjyllands transfers.

Der er smidt virkelig mange penge i den brasilianske satsning anført af Marrony.

Og man var en central del af den flotte salgsrekord i Superligaen.

Et par alvorlige spørgsmål melder sig dog:

Hvorfor holde Jens-Lys Cajuste ude af holdet, hvis man ikke er absolut 100 procent sikker på at sælge ham?

Nu har man brændt nallerne på den model flere gange - Awer Mabil havde også ekstra ferie i sommer i troen på, at han ville blive solgt med et år tilbage på kontrakten.

Nu skal Cajuste arbejdes tilbage ind på et hold, der egentlig har klaret sig fint uden, og hvor Raphael Nwadike Onyedika virkelig har grebet sin mulighed flot.

Hvem skal nu ud? Og hvorfor holde en god fyr som Cajuste ude, når ingen var i tvivl om, at han ville give sit bedste - hvilket er pænt godt?

Den bliver givetvis vendt og drejet i den kommende tid i Herning, Ikast og London. Det bør den i hvert fald.

Det er også markant at se kritikken af Sory Kaba.

Det er immervæk stadig en spiller, der er ejet af FC Midtjylland og meget vel kan vende tilbage til næste sommer.

Vi sætter i den grad pris på åbenhed og ærlighed, og det lader til at have været ganske grænseoverskridende, det der fik FCM til at sende Sory Kaba over til selvtræning.

Men også her kan man efterlyse selvkritik og overvejelser om rekrutteringen af den dyreste spiller i klubhistorien, indtil Marrony overtog stafetten denne sommer (og FCM har først stanget alle 34 millioner over på Atlético Mineiros bankkonto næste sommer).

Spillere og agenter med mulighed for et skifte til en ny klub lægger også mærke til, hvordan det er at forlade klubben, og uanset, at der bestemt lader til at være noget at komme efter i denne sag, vil linket til kritikken af Kaba blive gemt og taget med i overvejelserne, næste gang et større navn kan være i spil til et FCM-skifte.

Cristiano Ronaldos comeback

Hvad kan Cristiano Ronaldo bidrage med på banen? Og udenfor?

Det sidste punkt har virkelig været i fokus siden den vilde transfer i slutningen af august.

Men på banen?

Min gode kollega Sebastian Stanbury har udforsket det i Tipsbladet i denne uge, og vores mest præcise spådom er nok: Nu må vi se.

For mig er Cristiano Ronaldo en fin nok løsning, indtil Manchester United køber en af verdens tre-fire bedste angribere næste sommer, men et stensikkert kort på et titelvindende hold er han altså ikke, når han kan løbe mere, end han gør defensivt.

Det er fair nok, når man er 36 år, men derfor er Lewandowski for slet ikke at nævne Haaland eller Mbappé langt bedre løsninger, hvis det da handler om at vinde mesterskabet og Champions League igen, og ikke bare om at have den flotteste aktiekurs og de fedeste tal at lire af til næste sponsor-forhandling.

Andre nyheder
Transferrekord i Superligaen

Der blev handlet spillere for endog rigtig mange penge på transfermarkedet denne sommer.

Lidt over 650 millioner kroner solgte Superliga-klubberne spillere for, om det er en rekord, som vi fortalte en masse om i Tipsbladets fredagsudgave, og som vi også bringer online her på stedet i de kommende dage.

Der blev også købt rigeligt ind.

Og der er endnu flere spillere på affyringsrampen til de kommende år.

Men hvad fortæller tallene?

Ja de fortæller, at unge spillere er ekstremt populære ude på transfermarkedet, og at danske klubber får deres sag for, når de vil holde på deres bedste spillere.

Trods de store og flotte salg bliver afstandene på banen større og større mellem Europas elite og subtop, mens Danmark har rigeligt med at hænge på i den europæiske Top 15.

Det bliver spændende at se, hvordan klubberne klarer operationen med mange mand ud af truppen og lige så mange ind, når der næste torsdag spilles Europa League og Conference League.

Og at man har solgt mange spillere denne sommer betyder ikke, at de udenlandske klubber med euro og pund på lommen automatisk kigger Superligaens vej i 2022 – klubberne i Østrig, Schweiz, Belgien, Holland, Portugal i og bunden af Top 5-ligaerne vil også med til festen.

Ingen FCM-fans på Brøndby Stadion?
Det var en hård melding, FC Midtjylland kom med, men der er også for ofte problemer til kampe i Brøndby.

Så forventer jeg selvfølgelig også, at FCM ser på det her, ligesom Brøndby tager og skal tage en så offentlig melding alvorligt.

Vi ser frem til

AGF-Vejle
Søndag 18.00

Føj for en gyser.

To hold uden sejr.

Peter Sørensen tilbage i Århus med et såret Vejle-hold og adskillige nye ansigter, men uden Wahid Faghir.

Et AGF, hvor krisen var ved at blive selvforstærkende i august. Og som nu råder over Mustapha Bundu og rekordkøbet Mikael Anderson.

Der er intet, der bliver afgjort i tabellen søndag, men behovet for tre point og alt det ovenstående gør søndagskampen til en ægte krudttønde.

Tør FIFA holde fast i udelukkelsen af spillere fra Premier League?

Så bliver næste landsholdssamling med endnu mere på spil i forhold til VM-kvalifikation RIGTIG interessant.

Fire danske klubhold i europæisk aktion nærmest samtidig.

Jo-jo, jeg har flere gange kaldt Conference League for Inter Toto Cup i et totalt overfyldt fodboldmarked, alle åbenbart vil fylde med endnu flere kampe.

Nu skal der spilles bold, og det er da lidt skægt, at der her er betydelig mere samling tidsmæssigt på de danske holds kampe, end der er hjemme i Superligaen.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020