• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Troels Bager Thøgersen

Fantastisk, Brøndby! Young Guns kan vinde DM-guld

Foto: Getty Images

Paulinhos røde kort kostede FC Midtjylland ekstremt dyrt, og nu er guldkampen pivåben efter Brøndbys fortjente sejr i søndagens guldbrag.

Af Troels Bager Thøgersen

”Keep attacking”

Sådan stod der på det whiteboard, Niels Frederiksen flagrede med i de sidste 15-20 minutter af søndagens topkamp, og selvom lige den del ikke helt lykkedes, var det en fabelagtig aften for Brøndby IF og klubbens fans.

Publikum på Brøndby Stadion skabte en forrygende atmosfære efter det meste af en sæson med lukkede eller næsten lukkede tribuner, og selvom kampen ikke var specielt velspillet, slet ikke efter Paulinhos røde kort i 1. halvleg og FCM's meget defensive formation som konsekvens deraf, var lydkulissen det hele værd.

Tre point til Brøndby.

Det giver sig selv, at man stadig ikke ligger lige så godt som i 2018, hvor man selv efter et 0-1-nederlag til FC Midtjylland var i pole position på førstepladsen, men efter den dybe nedtur mod Randers var sejren over FC Midtjylland en kæmpe forløsning.

Nu får Brøndby den mulighed, vi på tipsbladet.dk talte om i optakten af kampen.

Man får chancen for at blande sig og bryde FC Midtjylland og FC Københavns jerngreb om det danske mesterskab, et jerngreb de to FC-klubber har haft i Superligaen siden 2015.

Det er egentlig helt absurd, at det overhovedet er muligt. At Brøndby med tre spillerunder igen er kun ét point efter FC Midtjylland.

Statistisk er det nærmest umuligt at ligge helt i toppen af en liga, når man ikke skaber flere chancer, end Brøndby gør, men hvad så? Brøndby var effektiv på en aften, hvor man faktisk ikke fik lige så mange chancer som i de to første opgør i sæsonen mod FC Midtjylland.

FCM er stadig favorit til at vinde, men kun snævert, for i de tre sidste runder betyder mestrenes statistiske dominans i sæsonen intet.

Det bliver på en kombination af nerver, trænernes taktiske dispositioner, modstandernes motivation og held, at mesterskabet bliver afgjort.

Det er mere end godkendt af Brøndby IF – det er fantastisk klaret på et budget, der kun lige knapt er på den halve størrelse af FC Midtjyllands, og nærmest ligger 100 millioner kroner efter FC Københavns.

Den største test
FC Midtjylland kæmpede sig i Champions League, man ligger nummer et efter en historisk komprimeret sæson, hvor man har spillet 14 kampe flere end søndagens modstander.

Men det må stadig være bittert at tage turen tilbage til træningsanlægget i Ikast vel vidende, at man sagtens kunne have taget point uden det helt unødvendige røde kort til Paulinho.

Det røde kort kan ikke diskuteres – Paulinho forsøgte alt for voldsomt at kompensere for en teknisk fejl og jernede så Morten Frendrup ned med en stempling i en øvrigt komplet ufarlig situation.

Derfor er det også meget svært at vurdere FC Midtjyllands indsats, ud over at man nok kom til at stå for lavt og ikke sørgede for at skaffe sig selv nok pusterum, da der stadig stod 1-1, mens selve forsvarsfighten egentlig var fin nok.

Nu skal de sidste reserver findes frem til tre kampe mod Randers FC (hjemme), FC København (ude) og AGF (hjemme).

Det program er umiddelbart en anelse mere attraktivt end Brøndbys to udebaneture til FC København og AGF, før man lukker hjemme mod FC Nordsjælland.

Det ligger stadig til FC Midtjylland, men Brøndby er helt med i det her, mens også FC København kan komme luskende, hvis man vinder mandag aften over FC Nordsjælland og dermed vil være fem point efter FCM og fire efter Brøndby.

Brøndbys spillere og trænere fortjener al mulig ros for at køre en forholdsvis sikker sejr i hus søndag aften, og efter sådan en kamp skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at underdog-rollen og den ungdommelige energi kan bære hele vejen, mens tingene skal doseres rigtigt og taktikken skal stå knivskarpt i de tre sidste runder for FC Midtjyllands vedkommende.

Og nå ja: Så skal man også lige finde ud af, hvad der skal ske med venstre back-pladsen efter Paulinhos udvisning. Uha, den kan blive dyr.

NB: Som flere har påpeget, var Brøndbys hold ikke yngre end FC Midtjyllands i søndagens kamp. Overskriften på denne blog var en hentydning til Jesper Lindstrøm, Morten Frendrup og Andreas Bruus, tre egenudviklede spillere, man absolut ikke havde regnet med som del af en mesterskabskamp eller potentiel guldkamp før denne sæson. Tipsbladet skal i slutningen af denne sæson traditionen tro nok følge op på, hvem der har brugt egenudviklede spillere i Superligaen. (tilføjet mandag 10.30)

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020