• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Troels Bager Thøgersen

FCK på katastrofekurs: Det er altså helt skidt

Foto: Getty Images

FC København var måske den største taber i sidste runde af Grundspillet sidste runde, mener Troels Bager Thøgersen.

Af Troels Bager Thøgersen

Sikke en omgang fodbold, vi fik i sidste spillerunde i grundspillet.

Lyngby vandt i Horsens, FC Midtjylland smadrede Vejle, der hurtigt kom i undertal, og det siger meget, at de to sejrherrers intensivering af guldkampen og nedrykningsstriden nærmest var de mindste historier søndag aften.

FC København tabte 1-2 til Randers, og det skete efter en flot præstation af Randers, der spillede sig i Top 6, efter der var opstået unødigt megen spænding om deres tur i medaljeslutspillet her i foråret.

Randers spillede sig med i stedet for at komme i på andres resultater, og det tjener i den grad Randers til ære. De kan sagtens spille en rolle i medaljeslutspillet.

Men hvor var det dog også skuffende af FC København.

Tre stærke centrale midtbanespillere i Zeca, Lucas Lerager og Jens Stage med Rasmus Falk placeret ude på kanten sikrede ganske vist FCK mere boldbesiddelse end hjemmeholdet, men Randers var farlig på kontra og slog til to gange på tidspunkter, hvor FC København ellers skabte lidt mere end hjemmeholdet men ikke kom til nok farlige afslutninger inde i feltet.

FCK står tilbage med 1,6 (1,59, hvis I vil have to decimaler) point per kamp i grundspillet og ramte kun målet fire gange mod Randers.

Der er nu otte point op til FC Midtjylland og 10 til Brøndby IF, så hvor Randers gjorde sig selv uafhængige af andres resultater i jagten på sæsonmålet top 6, gjorde FC København sig helt og aldeles afhængige af nedsmeltninger hos de to tophold og velsagtens 26-27-28 point fra egne præstationer på 10 kampe, hvis man skal have chancen for at komme i Champions League til efteråret.

Det er altså skidt. Helt skidt, når vi taler Superligaens største spillerbudget nogensinde og det indædte forsøg, man både på banen og transfermarkedet har gjort for at blive mester eller i det mindste vinde sølv.

Hul i kassen
Jeg talte i efteråret for, at FC København bed i det sure æble og byggede op med næste sæson i kikkerten, da det så allermest dystert ud, men det er jo ikke det, klubben har gjort ved at leje Mustapha Bundu og Lukas Lerager ud over Mathias ”Zanka” Jørgensen, der blev lejet i Fenerbahce i begyndelsen af oktober.

Alt er gjort for at havne i Top 2, som enten giver to kvalifikationskampe om at komme i Champions League-gruppespillet eller en chance for at komme i Europa League fra andenpladsen, hvis man ikke slår sig igennem til Champions League i den meget svære League Path.

Nu er FC København altså otte point fra FC Midtjylland på andenpladsen. Det lyder måske ikke så katastrofalt, men husk så på, at nummer tre i Superligaen IKKE spiller om at komme i Europa League men i stedet skal spille kvalifikation om Conference League, med mindre AGF eller FC Midtjylland gør FC København en tjeneste og vinder pokalturneringen og samtidig slutter i Top 2.

For mange er Conference League noget med engelsk tonserbold og klubber som Aldershot og Halifax Town, men fra næste sæson er det også UEFA og storklubbernes opsamlingsheat for dem, de egentlig ikke gider have på tv og i stedet skaber en ny turnering for, mens Europa League skæres fra 48 til 32 hold.

Det lyder måske kedeligt, og det er det så sandelig også for FC Københavns økonomi: Conference League kan måske kaste 20-30 millioner kroner, måske 35-40 stykker hvis det går vildt for sig, af sig i præmiepenge, og det er fattig trøst i forhold til de trecifrede millionbeløb, man især fra næste sæson er noget nær sikret i Europa League og fra guldkalven Champions League.

Bevares, Conference League er stadig Europa, men intet jeg har set får mig til at slå bak på min tidligere melding om, at Conference League er en moderne Intertoto Cup. (læs den blog her)

Som sagt er der stadig en mulig kattelem til Europa League via en tredjeplads, hvis AGF eller FC Midtjylland vinder pokalen og samtidig bliver mester eller sølvvinder. Men det er flere hvis'ser, end hvad godt er i en sæson med masser af modgang, og hvor der ikke er nogen tegn på, at FCK bare uden videre indhenter AGF på tredjepladsen.

Ubønhørligt pres
Angsten for at gå glip af mange millioner kroner hjælper selvfølgelig ikke FC Københavns store offensive navne med at score på chancerne eller forsvaret med at stoppe de evindelige kontraløb og det frirum, modstanderne for ofte finder mellem FCK's midtbane og forsvar.

Men for en økonomisk hårdt ramt koncern er udsigten til at glippe de to attraktive europæiske turneringer efter denne sæsons fiasko mod Rijeka den værst mulige.

Fair eller ej har truppen og trænerne med Jess Thorup i spidsen 10 spillerunder til at afværge en meget dyster sommer, hvor der skal stærke argumenter til med på tanke på styrtblødningen i resten af koncernen, hvis man igen skal gå ind i en sæson med et rekordbudget og sige nej til at sælge de mest attraktive folk som Jonas Wind, Kalle Johnsson og Mohamed Daramy.

- Der skal ændres nogle ting og findes nogle procent, sagde Jess Thorup efterfølgende på tv.

Det tør svagt antydes efter endnu en defensivt usikker kamp.

Nu er det arbejdspladser, der er på spil, og efter én sejr i de seneste seks ligakampe skal der godt nok meget til at hente de otte-ni sejre, der vel er kravet i de sidste 10 runder mod de fem andre bedste fodboldhold i Danmark lige nu.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020