• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Troels Bager Thøgersen

Syv milliarder: Nu bør transfersystemet laves om

Foto: Getty Images

De største klubber vokser sig bare større og større og alle andre er fuldstændig sat til vægs i et spil om milliarder.

Af Troels Bager Thøgersen

Hvis man ikke bryder sig om ulighed og pengenes betydning i moderne fodbold, skal man måske kigge væk nu.

For aldrig har forskellene mellem nogle få superrige klubber og resten af fodboldverdenen været mere tydelige.

I Paris Saint-Germain klapper man sig selv på skulderen over transfervinduet og er lykkedes dygtigt med at sælge historien om, at man har hentet Lionel Messi, Gianluigi Donnarumma, Sergio Ramos og Georginio Wijnaldum gratis, fordi de var kontraktfri.

Man har ikke megen skam i livet, hvis man kan fyre sådan noget vås af uden at tabe masken, for med signon-fees og alle de betalinger, der givetvis følger i den kommende tid til Lionel Messi fra PSG's ejere, staten Qatar, i forbindelse med VM 2022, har der næppe eksisteret et dyrere fodboldhold i historien end Paris'.

Det skulle da lige være Josep Guardiolas Manchester City, der sammen med de øvrige 11 klubber i den forliste Super League brugte knap syv milliarder kroner på transfers denne sommer.

Selv i den elite er der efterhånden alvorlige økonomiske problemer med en samlet gæld på over 20 milliarder kroner hos FC Barcelona, Real Madrid og Inter.

Billedet efter transfervinduet er, at Premier League-klubberne med deres gigantiske tv-aftale og enkelte andre topklubber i Europa har råd til at købe spillere, som om coronakrisen aldrig fandt sted.

Nærmest alle andre suger på labben og er ramt af, at de har svært ved at sælge deres spillere, og at sponsor- og tilskuerindtægter stadig er langt under budgetteret niveau.

Og der er intet, der tyder på, at det bliver anderledes i de kommende sæsonen, tværtimod.

Der kommer en ny Champions League fra 2024 med dobbelt så mange kampe i gruppefasen og hvem ved, hvilke andre nye turneringer de største klubber kan tjene penge på, og Super League er måske heller ikke så død, som man skulle tro.

Nærmest alle ligaer uden for Top 5 i Europa er forvandlet til et samlebånd, hvor man konkurrerer om at sælge spillere så dyrt som muligt til eliten, mens også disse ligaer bliver stadigt mere ulige takket være penge fra transfermarkedet og europæiske gruppespil.

Er det virkelig, hvad vi skal ønske os for fodboldverdenen?

I dagens udgave af Tipsbladet fortæller vi om mulige alternativer til den måde, transfermarkedet er skruet sammen i dag.

Det vil være meget svært, for ikke at sige umuligt, at ændre på markedet.

Men sidder mange ikke tilbage med en fornemmelse af at være koblet fra en vild og samtidig forudsigelig fodboldverden, hvor de samme vinder næsten hver gang, og hvor transfermarkedet bare er et teater, der til syvende og sidst hjælper de allerstørste med at vokse sig endnu større?

Måden, fodboldklubberne handler spillere på, er i hvert fald et konkret sted at gribe ind mod den enorme ulighed, der tegner til at blive endnu større i de kommende år.

Lederen er bragt i dagens udgave af Tipsbladet - det ligger inde i Ekstra Bladet fredag

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020