Superliga Troels Bager Thøgersen

Presset var vildt: Kæmpe kredit til Jess Thorup

Foto: Getty Images

ANALYSE: Det er ikke det stærkeste guldvindende FCK-hold, men det er et af de yngste, der lykkedes med at vinde DM under svære omstændigheder for første gang siden afskeden med Ståle Solbakken.

Af Troels Bager Thøgersen

Prøv at spørg David Moyes, Louis van Gaal, José Mourinho, Ole Gunnar Solskjær og Ralf Rangnick, om det var nemt at følge efter Alex Ferguson som manager i Liverpool.

Og hvordan det er gået med at afløse Arséne Wenger i Arsenal, og hvor nem tiden i Brøndby var efter Michael Laudrups DM i 2005.

Omstændighederne er vidt forskellige, men det er bare voldsomt svært at afløse et stort trænernavn, som Ståle Solbakken var i FC København som en af de mest vindende og succesrige trænere i hele dansk klubfodbolds historie.

Alene af den grund fortjener Jess Thorup ros og kredit for faktisk at løse opgaven som første mand på posten efter Ståle Solbakken (Hjalte Bo Nørregaards vikartjans i efteråret 2020 tæller ikke, da han jo ikke havde nogen jordisk chance for at påvirke noget af betydning).

FC København har været under hårdt eksternt pres, siden Thorup blev ansat, og målene blev ved med at hagle ind på vejen til en skuffende tredjeplads i foråret 2021.

FCK gravede dybt i efteråret, da man skuffende tabte hjemme til FC Midtjylland og i en skidt pokalkamp ude mod 1. divisions-oprykkeren Nykøbing FC, og hentede jævne 16 ligapoint i 10 kampe efter sensommer-salget af driblekongen Mohamed Daramy til Ajax.

FC Midtjylland forsømte at skabe et afgørende hul til FCK med en egen pointkrise i november, februar og marts, og FCK holdt igen til presset, da man i slutspillet ikke kunne score og var ved at blive indhentet af FC Midtjylland, hvorefter man fandt melodien i de sidste runder.

Dette hold er ikke på samme skyhøje niveau som Champions League-deltagerne i 2006/07, 2010/11 og 2016/17, men Jess Thorup og hans spillere og stab kan klappe sig selv på skuldrene over at vinde et guld i en udfordrende sæson med masser af udskiftninger og et tonstungt pres.

Og man kan i FC København også glæde sig over den aldersprofil, holdet har vundet mesterskabet med.

Man har haft 12 spillere i Superliga-aktion i denne sæson, der er født i dette årtusinde, 10 af dem er i klubben nu, og Roony Bardghji, Ísak Bergmann Jóhannesson, skadede Victor Kristiansen og Hákon Haraldsson har man nogle særdeles lovende unge mennesker, der kan blive endnu bedre og solgt for en masse millioner til udlandet.

Og så har jeg end ikke nævnt Kamil Grabara fra årgang 1999, der er den type målmand, der kan spille to brandkampe i Champions League-kvalifikationen og sende FCK i et gruppespil.

Nu venter netop den Champions League-kvalifikation.

Jo jo, man skal også spille Superliga igen allerede til juli, men adgangen direkte til playoffrunden skal selvfølgelig udnyttes med pæne muligheder for en menneskelig lodtrækning, nu hvor FC København er seedet takket være den stærke historik i de europæiske turneringer.

Det kommer nok til at kræve justeringer af truppen – som vi var inde på lørdag, er angrebspladsen jo ikke nødvendigvis løst, bare fordi Khouma Babacar, Mamoudou Karamoko og Nicolai Jørgensen blev hentet til i januar samtidig med salget af Jonas Wind.

Men vigtigst er det naturligvis at få 11 mand plus indskiftere, der langt, langt overvejende skal findes i den nuværende idealopstilling og trup, gjort klar til om tre måneders tid, så man kommer ud og spiller det kontrollerede spil, der har kendetegnet de gode perioder af sæsonen.

Og så skal de unge bestå den helt store eksamen, de kampe og perioden omkring dem bliver.

Det er de opgør, FC København har set og arbejdet hen mod siden afskeden med Ståle Solbakken, og får man sit eget gruppespil oven i det guld, man nu skal fejre, kan man alvor slippe for at høre mere om fortiden fra såvel medier som fans.