• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
1. division Anders Dehn

Bestormet af hollændere: Jeg fattede ikke en skid

Foto: Esbjerg fB

Esbjerg-angriberen Emil Holten reddede forleden et straffespark og fik dermed omsider noget at grine af efter et halvt år med næsten lutter mavepustere.

Af Anders Dehn

Man skulle tro, at Emil Holten som angriber var vant til at sætte en god jubelscene sammen, men da han i søndags fik noget at juble over, anede han ikke, hvad han lavede.

Det var da heller ikke et mål, han fejrede. Tværtimod havde Holten forhindret en scoring. Han trak i målmandstøjet og -handskerne, efter Corey Addai blev udvist i sin debut for Esbjerg fB, og holdet ikke havde flere udskiftninger tilbage.

Ind kom altså angriberen Holten til et straffespark, som 1. divisions topscorer, Mathias Kristensen, skulle sparke. Til alles overraskelse reddede Holten og spillede også de næste fem minutter af overtiden til ende uden at indkassere, så EfB vandt 3-0 over Nykøbing FC.

- I midtugen var Ramon (ten Hove, red.) blevet hovedskadet og nødt til at gå ud, og eftersom jeg ikke var med til intervalspillet, tog jeg handskerne og spillede med i målet. Vi vandt faktisk intervalspillet og grinede over det. Jeg har altid syntes, det var sjovt at stå på mål, så så snart han (Addai, red.) fik rødt kort, var jeg på vej ud at hente handskerne. Jeg var ikke i tvivl, fortæller Emil Holten.

- Jeg var sikker på, at han ville sparke i midten, så prøvede af alt kraft at blive i midten, men min krop bevægede sig bare til højre. Så det var sjovt, men det var tilfældigt.

Ifølge Emil Holten føltes det helt anderledes at redde et straffespark end at score et mål.

- Det var en speciel følelse. Den jubelscene, jeg lavede; jeg ved ikke, hvad jeg havde gang i. Der var bare dopamin i kroppen, så jeg kunne ikke styre mig. Jeg var rimelig oppe at køre, siger han.

- Det var helt mærkeligt. Jeg kan slet ikke huske det helt. Jeg plejer at sige, at det at score er den bedste følelse i verden, men det var en bedre følelse, det der. Det var helt uvirkeligt. Jeg så også først på video bagefter, at jeg pegede, hvor han sparkede hen. Det kan jeg slet ikke huske. Jeg ved ikke, hvad fanden jeg havde gang i, griner Holten.

"Der var en idiot på kassen"
Resten af søndag aften og den følgende mandag med var nogle sjove timer. Alle ville tale med Holten om det reddede straffespark, både fra nær og fjern.

- Rafael van der Vaart (assistenttræner i EfB, red.) var på hollandsk tv for at fortælle historien, så der var en masse hollændere, der skrev på Instagram, og jeg fattede ikke en skid. Om de kunne få en trøje og den slags. Det var en sjov gimmick, griner Emil Holten.

Strafferedningen kom endda mod Nykøbing FC, hvor Holten spillede fra 2017 til 2019. Det gav oplevelsen et ekstra lag, men ikke nødvendigvis et glædeligt et.

- Nykøbing betyder stadig sindssygt meget for mig, og jeg har det godt med mange af drengene. Jeg ville næsten hellere have, at det var mod nogle andre. Jeg har næsten bare ondt af "MK", som er en kanonspiller og en virkelig fed fyr, siger Holten.

- Jeg har faktisk engang selv prøvet at sparke straffespark på en markspiller. Det var helt forfærdeligt. Man har kun noget at tabe. Jeg scorede, men det var dårligt sparket.

- Så jeg havde faktisk mest ondt af ham (Mathias Kristensen, red.), også fordi der var så meget opmærksomhed på det hele. Han kunne sikkert heller ikke være noget sted uden at læse, at der var en idiot på kassen, der reddede.

Esbjerg spiller igen torsdag, hvor klubben mangler sine tre seniormålmænd. Trods succesen bliver det dog næppe Holten, der griber handskerne igen i morgen.

- Det bliver ikke mig, heldigvis, selv om jeg godt gad. Det var meget sjovt, og jeg tænker ikke, det kommer til at ske igen foreløbig. Det er noget, jeg kan tage med for evigt og tage med fra et personligt ikke så godt halvår, siger han.

Undgik at splitte lejligheden ad
"Ikke så godt" er en pæn måde at beskrive Emil Holtens efterår. I begyndelsen af det led det meste af Esbjerg-truppen under Peter Hyballas brutale ledelse, og særligt Holten var hårdt ramt. Angriberen led af mavesår, hvilket hans træner nægtede at anerkende. I stedet gjorde han ifølge Ekstra Bladet nar ad det.

I slutningen af september var Holten kommet sig så meget, at han var klar til at spille, endda fra start i udekampen mod Jammerbugt FC. Men Holten fik kun første halvleg, og kort efter brækkede han en tå til træning.

Indskiftningen mod Nykøbing forleden var faktisk hans comeback efter tåskaden. Det endte med stor morskab og brede grin oven på en skrækkelig halvsæson.

- Jeg kom herned med en masse forventninger og forhåbninger og glædede mig helt vildt. Så skete en masse uden for stregerne, som vi ikke behøver gå i dybden med, og som er velbeskrevet. Det tog hårdt på holdet, og det var ikke et omklædningsrum, der var sjovt at komme i, fortæller Emil Holten.

- Så fik jeg mavesår, som medierne også har forklaret uden min accept. Det var også været hårdt at være i nogle måneder. Det har været pissefrustrerende.

Da Emil Holten fik beskeden om den brækkede tå, var han ved at gå ud af sit gode skind.

- Det var lige at suge luft en ekstra gang, så jeg ikke splittede lejligheden ad, da jeg kom hjem. Det skete til træning, men jeg trænede videre, og tåen blev helt blå, så jeg til sidst ikke kunne gå og tog på hospitalet. Da jeg fik at vide, at den var brækket, kulminerede det hele, siger han.

- Jeg er tilbage nu, og så er der ferie. Det bliver fedt at få ferie og komme hjem til familien, venner og kæreste, men jeg skal ikke holde ferie; jeg skal træne endnu hårdere, end jeg har gjort. Jeg har noget revanche at tage.

Emil Holten og resten af Esbjerg-mandskabet gør efterårssæsonen færdig torsdag aften mod Hvidovre IF, og derefter håber angriberen/målmanden, at han kan lægge halvsæsonen bag sig. Én ting kommer han dog til at tage med: at han har reddet et straffespark.

- Det er dejligt at få humør på for mig selv og få en succesoplevelse, selv om det er ligegyldigt i forhold til det fodboldmæssige. Men om nogle år bliver det pissesjovt at se tilbage på.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020