Benelux Tipsbladet.dk

- Danske klubber vil have for mange penge

Foto: Getty Images

Det danske marked er interessant for Feyenoord, men priserne er alt for høje, lyder det.

Af Tipsbladet.dk

Spillere fra Superligaen har før taget skridtet til hollandsk fodbold, og de næste kan allerede være klar i kulissen til at tage springet fra Danmark til Holland.

Men det er ikke sikkert, at de kommer til Feyenoord i fremtiden. Som de heller ikke har gjort det de senere år. Ikke siden Nicolai Jørgensens skifte har Feyenoord handlet i Superligaen - det er nu seks år siden.

For Frank Arnesen, der er teknisk direktør i klubben, fortæller til Tipsbladet, at der er en årsag til, at spillere ikke går fra Superligaen til Feyenoord. Priserne på spillere fra Superligaen er store. Også for store.

- Det danske marked er interessant, men klubberne vil have for mange penge i forhold til kvaliteten. Klubberne i Danmark er fantastiske til at sælge, men det er ikke altid, spillerne bliver til noget, når de kommer ud.

- Min konklusion har derfor været at lade de andre klubber købe dyrt i Danmark, og så kigger jeg mod Sverige og Norge, hvor jeg kan få den samme kvalitet billigere. Priserne på selv 16-årige spillere har nået svimlende højder. Ajax køber dem for over tre millioner euro (22,5 millioner kroner, red.), og det er fint, men det har vi slet ikke pondus til, siger Frank Arnesen, der i den nuværende trup råder over de to norske landsholdsspillere, Fredrik Aursnes og Marcus Holmgren Pedersen, og den svenske U21-landsholdsspiller Patrik Wålemark.

Arnesen og Feyenoord har faktisk en enkelt dansker i klubben - det er 17-årige Levi Skyum, der spiller på U18-holdet i klubben.

Onsdag aften står Arnesen og Feyenoord i en europæisk finale, når man møder AS Roma i Conference League-finalen. 

Du kan onsdag læse Tipsbladets store interview med Frank Arnesen.