• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Bundesliga Kenneth Jensen

Avis: Mørke skyer over Jens Stage i Werder Bremen

Foto: Getty Images

Midtbanespiller Jens Stage har spillet fra start, men er på det seneste endt på bænken i Werder Bremen.

Af Kenneth Jensen

Han startede inde til at begynde med i tyske Werder Bremen, men det er blevet lidt sværere for danske Jens Stage på det seneste.

Den tidligere FCK- og AGF-profil forlod FCK denne sommer til fordel for Werder Bremen, men i den tyske avis Bild fremgår det, at han fortsat mangler at stemple ind for alvor. Avisen mener, at han ikke helt har leveret varen.

Jens Stage, 25 år, har startet fem af de første syv kampe for Bremen, men senest var han på bænken i alle 90 minutter.

Bild spår, at han kommer til at være derude oftere i den næste tid, da andre har grebet chancen, mens Stage ikke helt har. 

- Han har ikke leveret det, man kunne have håbet på. Mod Bochum var han på bænken første gang, og mod Leverkusen sad han der i alle 90 minutter. Mod Gladbach (lørdag) kan han nok se frem til en ny tur på bænken, skriver Bild.

Ilia Gruev og Romano Schmid står umiddelbart foran danskeren i køen til spilletid - så meget erkender træner Ole Werner. Men træneren ved også, at han har en udmærket spiller i Jens Stage i baghånden.

- Jens kan stadig blive bedre i positionsspillet. Vi arbejder på det med ham. Han forsøger at vise sig frem, accepterer konkurrencen og håndterer situationen professionelt. 

- Jens viste i de første kampe, hvor professionel han kan være for os. Hans styrker er aggressivitet, når vi ikke har bolden, samt hans store løbevillighed. Han løber altid og kan gøre rummene kompakte.

Jens Stage har fået en fireårig aftale i Werder Bremen, og han må nok vente tålmodigt på sin næste chance, omend der også kan være skader, der gør, at han kommer tilbage i startopstillingen.