• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Bundesliga Jacob Quvang

Dansk stortalent får Havertz' nummer i Leverkusen

Foto: Bayer Leverkusen

16-årige Zidan Sertdemir har brugt sommeren på at skifte fra FC Nordsjælland til tyske Bayer Leverkusen, og danskeren drømmer stort.

Af Jacob Quvang

Ofte plejer talenterne i FC Nordsjælland at slå igennem i en ung alder på førsteholdet, inden de bliver skudt afsted mod større adresser. Det kan ikke siges om 16-årige Zidan Sertdemir. Den danske teenager blev tidligere denne sommer solgt til Bayer Leverkusen uden at have debuteret på FC Nordsjællands førstehold, og det siger en del om talentets størrelse, at FC Nordsjællands sportschef Mikkel Hemmersam efterfølgende var ude og ærgre sig over, at de allerede måtte sige farvel til Sertdemir i så ung en alder.

Talentet har de også fået øje på i den tyske storklub. Han har arvet nummer 29, som senest blev båret af stjernespilleren Kai Havertz, der i dag er fast mand hos Chelsea og på det tyske landshold.

”Det er jo stort at blive sammenlignet med ham, nu hvor han er i Chelsea, blev solgt for mange penge, vandt Champions League-finalen samt scorede i den. Men jeg føler ikke, at der kommer et ekstra pres på mig på grund af det,” siger Zidan Sertdemir i et interview med Tipsbladet og forklarer:

”Det er fedt, men jeg synes ikke selv, at jeg minder om ham. Jeg tror, at de har givet mig nummeret, fordi at de føler, at jeg har et stort talent, og at de ser mig gå i samme retning, som han gjorde.”

Zidan Sertdemir, der er opkaldt efter Zinedine Zidane, bare uden det sidste ”e” da det ifølge farmand Bilbay Sertdemir lyder bedre, har efterhånden været i Leverkusen i en måneds tid. Han skal dog ikke bekymre sig om hjemve, for familien er flyttet med til den vestlige del af Tyskland, og så er han også begyndt at få tyske lektioner, så han kan lære sproget.

”Jeg er faldet rigtig godt til her, og jeg har det godt med alle på holdet. De har alle taget godt imod mig,” fortæller Sertdemir og fremhæver særligt Kerem Demirbay, supertalentet Florian Wirtz og dribleren Karim Bellarabi som de spillere, han særligt snakker med.

Og han kan lige så godt få et stærkt forhold til de andre førsteholdsspillere. Han indgår nemlig på lige fod med dem, selv om han er teenager.

”Jeg er jo blevet købt som førsteholdsspiller, så jeg kommer til at træne med dem hver dag. Hvis ikke jeg bliver udtaget til kamp, så skal jeg selvfølgelig ned på U/19 og spille kamp, så det kommer jo nok an på, hvordan jeg præsterer.”

”Jeg er den yngste på førsteholdet, og det er selvfølgelig et skulderklap, så det er jo bare fedt. Gerardo Seoane [Bayer Leverkusen-træner ] sagde til mig efter den første uge, at det havde været en god uge i forhold til, at jeg kun er 16 år gammel. Så de vil selvfølgelig gerne passe lidt på mig, og jeg får også lidt individuel træning,” nævner han og peger på, at det er for at få ham hurtigere i form og give ham lidt flere muskler på kroppen.

Keld Bordinggaards store indflydelse
Zidan Sertdemir var en eftertragtet spiller i FC Nordsjælland, og Bayer Leverkusen var langt fra den eneste udenlandske topklub, som havde snøren ude efter ham. Store klubber som Arsenal, Ajax, Tottenham, Club Brügge og Wolfsburg ville hente ham, men Leverkusen serverede den bedste pakke, og Keld Bordinggaard, der i dag er head of coaching i Leverkusen, spillede også en hovedrolle.

”Leverkusen viste mere interesse, og så syntes jeg, at deres plan for mig var bedre. De så mig have en rolle på førsteholdet, og det var nok til at få et 'ja' fra os. Jeg er stolt af mig selv, men jeg har selvfølgelig også arbejdet meget for det. Min far og min familie har været meget indblandet i det, og jeg har haft den rette støtte i alle de år, jeg har spillet fodbold. Så det er godt at se, at det hele betaler sig.”

”Keld var også en del af at få mig til klubben. Vi tog kontakt til ham, og han præsenterede Leverkusen. Ham og min far havde snakket sammen i omkring to år, og han gav et godt indtryk, så det hele var lidt på grund af det,” forklarer Zidan Sertdemir.

Som nævnt nåede Sertdemir aldrig at debutere for FC Nordsjællands førstehold, og derfor fik han aldrig for alvor vist sig frem foran det danske fodboldpublikum i Danmark. Det ærgrer ham dog ikke, når prisen var et skifte til en udenlandsk storklub.

”Jeg ville gerne have haft min debut, men at spille her i Leverkusen er selvfølgelig endnu større og på et endnu højere niveau. Så det betyder ikke rigtig noget,” fortæller den ambitiøse midtbanespiller, som allerede har fået uofficiel debut for Bayer Leverkusen.

Han har nemlig allerede fået spilleminutter i Leverkusens to første testkampe mod Freiburg og Utrecht, og det har givet ham blod på tanden efter endnu mere førsteholdsfodbold.

”Jeg går efter at få min debut på førsteholdet i den her halvsæson og så bare spille mig mere ind på holdet. Så glæder jeg mig også til at møde nogle af de største hold og se, hvordan niveauet og kvaliteten er og så sammenligne mig selv med det,” fortæller talentet, inden han peger på sin ultimative drøm:

”Jeg vil vinde Ballon d’Or.”

Der er ingen tvivl om, at ambitionerne er tårnhøje hos Zidan Sertdemir, som både jagter gennembruddet i nutiden og har store drømme for fremtiden.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020