2017-09-12 18:00
Foto: Getty Images

Der er store forventninger i Juventus til, at den offensive playmaker Paulo Dybala kan løfte sit spil en tand højere. Han har i hvert fald fået et nyt og ikonisk rygnummer og er også kommet flot fra start i den nye sæson før en tidlig europæisk nøglekamp på Camp Nou i Barcelona.

Bragt i Tipsbladet 8. september
Det blev en sommer i transfermarkedets tegn for den seksdobbelte italienske mester fra Juventus, for holdet mistede to af sidste sæsons store profiler i form af forsvarsstyrmanden Leonardo Bonucci, der højst overraskende skiftede til rivalerne fra AC Milan efter et forår med uoverstemmelser, og backen Dani Alves, der efter et år i Torino rykkede til Paris og siden fik selskab af landsmanden Neymar.

Det fik selvfølgelig Juventus til at reagere offensivt på markedet, så man brugte en stor del af pengene fra Bonucci-salget til at købe kanttalentet Federico Bernardeschi i Fiorentina, selv om man egentlig allerede havde lukket højrekanten ved at gøre lånet af Juan Cuadrado i Chelsea til en permanent aftale. I stedet for Alves hentede man Mattia De Sciglio i AC Milan, hvor han var dykket en del efter i sin tid at have fået sit gennembrud under Allegri, mens man også forberedte Gianluigi Buffons kommende pension ved at købe Wojciech Szczesny i Arsenal. Endelig styrkede man midtbanebredden ved at hente Blaise Matuidi i PSG som afløser for den skadesplagede Claudio Marchisio, mens man sørgede for et offensivt krydderi ved at låne den lynhurtige venstrekant Douglas Costa af Bayern München.

Så der var nok at snakke om i Torino hen over sommeren, men nøglen til den kommende sæson er måske i virkeligheden en af de spillere, der blev, nemlig den 23-årige argentiner Paulo Dybala. Både Real Madrid og specielt Barcelona lurede godt nok på rygtebørsen undervejs, men det endte aldrig med noget konkret, selv om Dybala for et par år siden, da han var ved at forlade sin første europæiske klub Palermo, noterede, at han var klar til at svømme til Barcelona, hvis han fik muligheden for at spille for klubben, mens Dani Alves også havde sat lidt lus i skindpelsen efter den tabte Champions League-finale til Real Madrid.

”Han [Dybala] er juvel, der kun vil skinne stærkere. Vi har snakket om det mange gange, og jeg sagde til ham, at en dag, jeg ved ikke hvornår, bliver han nødt til at forlade Juventus, hvis han vil forbedre sig endnu mere,” sagde backen til den brasilianske tv-station Esporte Interativo, før han selv rejste til PSG en måned senere.

Fra Pirlo til Del Piero
Men indtil videre er Dybala altså at finde i Juventus, som han i april forlængede sin aftale med, så den nu løber frem til sommeren 2022, mens han i sommerpausen også skiftede rygnummer fra 21 til det også i Juventus så ikoniske 10-tal. Det er tidligere blevet båret af legender som Michel Platini, Roberto Baggio, Zinedine Zidane og Alessandro Del Piero, mens Carlos Tevez og Paul Pogba senest ligeledes havde pænt med succes i trøjen med nummer 10 på ryggen.

Da Pogba blev solgt til Manchester United sidste sommer, fik Dybala også tilbudt det ikoniske nummer, men det pres ønskede han ikke på det tidspunkt. Han var godt tilfreds med nummer 21, som han fik, da han kun 18 år gammel forlod den lille argentinske klub Instituto til fordel for Palermo i 2012, og som han gerne beholdt i Juventus, da trøjen tidligere havde tilhørt en af hans store helte, Andrea Pirlo.

Så først nu har han sagt ja tak til nummer 10, selv om han rent talmæssigt faktisk faldt efter 19 mål og ni assists i sin første Serie A-sæson med Juventus til 11 mål og syv assists i den seneste. Omvendt viste han sit værd i Champions League med fire mål, blandt andet de to første og meget afgørende i kvartfinalen mod Barcelona, mens det kun blev til et enkelt i debutsæsonen i den store europæiske klubturnering. Og det var selvfølgelig et trøjeskifte, der blev bemærket.

”Nyd det – fra en ægte Juventus-fan,” skrev Alessandro Del Piero på Twitter, mens det fortsat aktive klubikon Gianluigi Buffon sagde:

”Jeg synes, det er et vidunderligt signal at give Dybala nummer 10, og det giver ham et større ansvar. Et talent som Dybala kan stolt bære nummer 10 for Juventus, og jeg kender ingen, der kunne repræsentere det nummer bedre,” lød det fra målmanden.

Cheftræner Massimiliano Allegri havde selvfølgelig også gjort sig sine overvejelser om Dybalas betydning for holdet og for klubben fremover.

”For mig er Paulo Dybala og Gigi Buffon symboler på dette hold. Jeg ser Dybala som en kvik knægt, der skal til at begynde i skolen, mens Buffon med sit VM er ved at afslutte en universitetsgrad. Den ene har karrieren foran sig, den anden er nær afslutningen. Den ene vil vise, at han kan blive en af de største i Europa, den anden er der allerede, men vil gerne slutte på toppen.”

”Jeg ved, at vi kan hele sårene fra [Champions League-finalen i] Cardiff. Jeg ved, at vi kan få en stor sæson, og jeg ved, at vi kan få en stor Champions League-turnering,” skrev Allegri på Players’ Tribune, før han en uge senere blev mere specifik om forventningerne til den offensive playmaker Dybala på et hold, der har mistet et par store profiler.

”Han skal have en helt særlig sæson. Det ville være en fejltagelse at tro, at han ikke kan forbedre sig, at han allerede er på det højeste niveau. Han kan stadig blive bedre, og for at blive det må han arbejde hårdt. For ham er det en vigtig sæson. Han skal bevise, at han er verdensklasse i Italien og først og fremmest i Europa,” lød det fra cheftræneren, der med seks Juventus-mesterskaber på stribe og to tabte Champions League-finaler over de seneste tre år ganske forståeligt har fokus på at tage det sidste skridt i Europa.

Og det har Dybala også.

”Vi havde slået meget vigtige hold på vejen. Vi havde ikke på noget tidspunkt lukket mere end to mål ind, og så scorede de tre på 45 minutter. Det var 45 minutter, hvor vi ikke var os selv, 45 minutter der knuste alt,” som den lille argentinske angriber i New York Times beskrev fornemmelsen af at gå fra 1-1 ved halvtid til 1-4 i den tabte finale til Real Madrid.

Et håb om revanche
For Juventus havde ellers haft en imponerende sæson i Europa. Sevilla og Lyon blev overvundet i gruppespillet, Porto blev slået samlet 3-0 i 1/8-finalen, Barcelona med de samme cifre i kvartfinalen, blandt andet på de to hurtige og flotte mål af Dybala, mens Monaco blev slået med samlet 4-1 i semifinalen, hvor Mbappés scoring efter 69 minutter var første mål imod Buffon i præcis 10 timers fodbold.

Så forsvaret var bomstærkt, og angrebet leverede med Dybala som en af nøglerne, specielt hjemme i Torino, for på udebane blev det kun til en enkelt europæisk scoring samt to i Serie A. Og da finalen skulle spilles i Wales, forsvandt den unge argentiner fuldstændig ud af kampen, efter han fik en tidlig advarsel, så en flot sæson sluttede med en stor nedtur, som han brænder for at revanchere.

”I fodbold har man altid en chance for revancha. Der er et udtryk i Argentina – espina clavada – der betyder en torn i siden, noget der gør ondt. Smerten ved at tabe den finale vil følge mig, indtil jeg løfter det trofæ. Så vil jeg føle mig meget roligere,” sagde han i interviewet med New York Times i sidste måned.

Og man må sige, at Dybala har taget udfordringen op i den nye sæson. Godt nok tabte Juventus meget skuffende den klassiske åbningskamp mod pokalvinderen (eller finaletaberen som Lazio var, da Juventus sidste sæson hentede deres tredje double i træk) med 3-2, men det var Dybalas to mål, der fik dem tilbage i kampen. Siden begyndte ligaen med en 3-0 sejr over Cagliari, hvor argentineren scorede en enkelt, før han lavede tre i 4-2 sejren ude over Genoa, så klubformen er fin før tirsdagens store Champions League-åbner på Camp Nou mod Barcelona.

I sidste sæson vandt Juventus alle europæiske udekampe før finalen bortset fra de 0-0 i Barcelona, mens tre af spillerne og cheftræner Allegri selvfølgelig også har revanche til gode fra Champions League-finaletabet i 2015 til Barcelona i Berlin med 3-1, så Juventus satser på at komme godt i gang med turneringen.

”Kampen mod Barcelona bliver en fascinerede affære. At starte ude kan faktisk være en fordel, for hvis man vinder den kamp, står man allerede i en stærk position til at kvalificere sig til knockout-kampene. Men udekampene i Athen [mod Olympiakos] og Lissabon [mod Sporting] vil også være afgørende, da vi skal møde hold, der har været med i Champions League mange gange før,” lød det fra cheftræner Allegri.

Og det bliver med den nye nummer 10 som en nøglespiller, for selv om meget sommersnak handlede om dem, der kom, og dem der gik, så er Paulo Dybala klar til at tage et skridt højere op på den europæiske stjernehimmel.

SENESTE NYT...
OP | NED

AFSTEMNING

Hvor god er Christian Eriksen lige nu?