• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Champions League Sebastian Stanbury

Portræt: - Den bedste spiller i Liverpool-trøjen

Foto: Getty Images

Luis Suárez var i flere sæsoner Liverpools eneste håb – og til tider også klubbens store helt store skam. Så drog han til Barcelona, men mindet om ham lever endnu på Anfield Road, Måske har det bare ændret sig en smule undervejs. I dag møder han sin tidligere klub, og det rejser spørgsmålet om, hvordan Liverpool husker Suárez – og hvad tiden, som går, kan gøre ved et eftermæle.

Af Sebastian Stanbury

Bragt i Tipsbladet 15. oktober 2021

På tre et halvt år i Liverpool scorede Luis Alberto Suárez mere end 80 mål. Mange af dem vigtige, endnu flere forbløffende flotte. Men når Esben Suurballe Christensen skal mindes et særligt øjeblik fra uruguayerens tid på Merseyside, tænker han ikke på en af de mange scoringer. Han tænker på noget, der skete lige efter en af dem.

”Jeg vil vende tilbage til det, som indkapsler hele den sæson: Crystanbul.”

”Den sæson” er selvfølgelig 2013/14. ”Crystanbul” er kampen på Selhurst Park i næstsidste spillerunde, der havde et forløb á la den berømte Champions League-finale i 2005. Efter flere års middelmådighed var Liverpool pludselig med helt fremme i kampen om mesterskabet, først og fremmest takket være en ustoppelig offensiv. Og dengang 27-årige Luis Suárez spillede en hovedrolle med den ene scoring efter den anden. Esben Suurballes minde er fra dagen, hvor drømmen om en titel kuldsejlede. Fordi Steven Gerrard gled på Anfield, så Chelsea vandt en ødelæggende sejr, skulle holdet storsejre ude mod Crystal Palace for at nå konkurrenterne fra Manchester Citys målscore.

”Liverpool kommer på 3-0 kort tid efter pausen, og Luis Suárez har scoret til 3-0. Han løber ind og tager bolden og spurter op til cirklen, for Liverpool skal vinde 14-0 – så kan de indhente City på målscoren. Detimagebrænder så stærkt for mig. Og efterfølgende, da det bliver 3-3, går han grædende fra banen og bliver trøstet af Gerrard.”

Situationen opsummerer Luis Suárez' sæsoner i Premier League. Han viste sine evner som målscorer, han viste sin evigt brændende vindervilje, og alligevel endte det i sidste ende med at være uforløst – de store titler vandt uruguayeren først, da han i sommeren 2014 forlod England og gjorde Neymar og Lionel Messi selskab i FC Barcelonas angreb. Alligevel er hans tid klubben uforglemmelig. Fordi han var så god, og fordi han var så kontroversiel. Esben Suurballe har været Liverpool-fan siden 1986 og har været medforfatter på tre bøger om klubben. Han siger således:

”Jeg har jo længe, længe fastholdt, at Luis Suárez med afstand er den bedste fodboldspiller, jeg i levende live har set spille for Liverpool. Det ville være naturstridigt, at Mohammed Salah ikke efterhånden er ved at gøre ham rangen stridig. Men mennesket og personen Luis Suárez måtte jeg tage et skridt væk fra. Jeg kan stadig beundre ham som spiller for Liverpool, men idoldyrkelsen begyndte efterhånden at blive småynkelig.”

I de kommende uger får vi genopfrisket Liverpools forhold til den gamle favorit og superstjerne. I dag spiller Luis Suárez for Atlético Madrid, som 19. oktober får besøg af de seksdobbelte Champions League-mestre, og som 3. november gæster Anfield Road. I løbet af få uger skal Suárez op imod sin tidligere klub to gange, og det vil uundgåeligt vække minder om hans tid i England. Men det vil også rejse spørgsmålet om, hvad hans eftermæle i dag er i Liverpool – på grund af de højder, som klubben har nået uden ham, og på grund af hans opførsel i årene, der er gået.

Det store dilemma
Clark James er medstifter af Liverpool FC-fællesskabet Redmen Family og kendt fra TV3 Sports Premier League-udsendelser. Han kan ikke lade at småklukke, da han bliver bedt om at sætte nogle udvalgte ord på Luis Suárez

”Hehe... ”Til grænsen”, vil jeg sige. Og nogle gange lidt over. Men selvfølgelig ”verdensklasse”. Det er det altoverskyggende. En fuldstændig gennemsyret vinder, der vil gøre bogstavelig talt alt for at få tingene til at gå op i en højere enhed,” siger den 30-årige Liverpool-fan.

Da Liverpool i januar 2011 købte dengang 24-årige Suárez i Ajax, sad angriberen på tribunen i Amsterdam. Ikke fordi han ikke var god nok til at spille, for sæsonen forinden havde han lavet flere mål, end han havde spillet kampe for den hollandske klub, men fordi han afsonede en lang karantæne for at have bidt PSV's Otman Bakkal.

Hele verden havde også set ham redde bolden med hånden i VM-kvartfinalen mod Ghana og efterfølgende juble over sin gerning. Alle vidste derfor godt, hvad han indeholdt udover de mange mål, og han føjede hurtigt nye gerninger til sit synderegister i England.

”Jeg var en del yngre som fan dengang, så jeg bar over med mere og lod mig være mere farvet af, at han var Liverpool-spiller, end hvad han egentlig repræsenterede. Men det var også en splittet følelse. Han var jo et shithouse, som man siger ovre på de britiske øer. Man vidste, hvad man fik, men man fik fandme også klassen ved siden af, og det var den, der gjorde det så svært at lade det andet trumfe,” siger Clark James.

”Han stiller jo et ekstremt interessant spørgsmål for os fans i den periode. Han kom med det beskidte. Det er svært i en klub som Liverpool, hvor værdier fylder så meget. Renheden, fællesskabsfølelsen; der kom der altså en ind, der til tider udfordrede de værdier. Men han kom også med vindergenet og med en klasse, som vi bare havde savnet i så mange år. Klubben higede jo efter succes. Man var så drænet og havde kun en talisman i Steven Gerrard, som var ved at køre død i karrieren. Man vidste godt, at man nærmede sig udløbsdatoen for, at han kunne bære holdet på sine skuldre. Og så kommer ham her; kronprinsen, og giver noget håb. Han viste os, hvad verdensklasse var, og det var fantastisk. Så derfor rejste han også det dilemma, der hed: Vil I vinde for enhver pris?” siger Clark James.

”Det er nemt for mig at svare på spørgsmålet i dag: Det vil jeg ikke. Men desperate times need desperates measures, og det ville jeg dengang.”

Der var sager nok. Der var de ofte usete unoder i kampene. Der var skuespillet. Og der var de store sager: Da Suárez bed Branislav Ivanovic, og da FA dømte ham for at have optrådt racistisk over for Patrice Evra.

”Noget af det, jeg skammer mig allermest over som Liverpool-supporter – jeg var jo ikke særlig gammel ved Heysel – er, at man i blind tro på det her geni gik igennem længder for at forsvare ham i en racismesag. Retrospektivt har det virkelig budt på selvransagelse hos mig, men også på en eller anden måde gjort mig voksen ved at tage mig længere væk fra de her fodboldspillere,” siger Esben Suurballe.

”Det ændrede sig faktisk, da sagen er afgjort, og han har fået den her dom. Efterfølgende på Old Trafford nægter han at give hånd til Evra. Der tænker jeg, at 'det her, det er simpelthen for langt ude. Det kan jeg ikke stå model til, det kan jeg ikke forsvare, det vil jeg ikke forsvare,'” uddyber han.

”Hvis jeg skal indkapsle Luis Suárez, er det, at han kan frembringe begge sider af ens følelsesregister, fra den dybeste glæde og beundring til den dybeste vantro,” siger Suurballe – det hele var tydeligt i det, der skulle blive uruguayerens sidste sæson i Liverpool.

Vanviddets sæson
2013/14-sæsonen begyndte skidt for forholdet mellem spiller og klub. Luis Suárez ville væk, og Arsenal forsøgte at købe ham, hvilket Liverpool satte en stopper for, og angriberen måtte i øvrigt sidde ude i de første fem Premier League-kampe på grund af Ivanovic-hændelsen.

Men da han så begyndte at spille, scorede han, som det passede ham – 31 mål i 33 Premier League-kampe. Liverpool fløj mod toppen og spillede til alles overraskelse med om mesterskabet.

”Han gav mig egenrådigt den sæson – foruden sæsonen hvor Liverpool blev mester – hvor jeg var allermest glad for fodbold; for Liverpool, samtidig med at jeg 24 timer i døgnet var et nervevrag,” siger Esben Suurballe.

”Han var jo ikke med i næsten to måneder af sæsonstarten. Det gjorde, at man allerede der var usikker på, hvad den sæson ville byde på. Men så tog fanden jo ved ham. Hver gang han var på banen, havde man følelsen af, at han kunne tage dette – efter Premier League-standarder – ret så topmiddelmådige hold og elevere det til at være mesterskabskandidat, hvilket det reelt var. Jeg har aldrig nogensinde set en anden spiller gøre det. Jo, Virgil van Dijk, men det er lidt noget andet. Han pumpede jo også nyt liv og ny ild i Gerrard, der på det tidspunkt var desillusioneret over, at det Liverpool-projekt, han havde viet hele sin karriere til, var ved at fise ud af hænderne på ham. Det forår var Liverpool personificeret af Luis Suárez: Galt, vanvittigt, frembrusende, fuldstændig følelsesmæssigt ukontrollerbart,” uddyber han.

Også Clark James husker 2013/14 som Luis Suárez' sæson.

”Han var talismanen. 95 procent af fanskaren ville vinde for Steven Gerrard, men selvsamme 95 procent vidste godt, at Luis Suárez bar det hold.”

”Det var en æra, der bragte håb tilbage. Der blev spillet på de rette instrumenter med hensyn til at få fansene til at forelske sig i holdet – smittende offensiv fodbold, som var dynamisk, frembrusende, med unge talenter, rutinerede kræfter, der havde snor i dem. Men man glemte den gode old saying i fodbold om, at offensiven vinder hjerter, og defensiven vinder mesterskaber. Det var bare så rigtigt omkring det hold. Det var jo naivt til tider, og det var en ung træner [Brendan Rodgers], som ikke var vant til at vinde, og som stadig ikke er i vant til at vinde. Det står også rigtig klart i bagklogskabens lys,” siger James.

Gerrard gled, Suárez græd, Liverpool blev nummer to. I mange år var 2013/14-sæsonen det tætteste, Liverpool FC kom på et mesterskab. Men det ændrede sig. I 2019/20 sørgede Jürgen Klopp for det første guld i 30 år.

”Her var der en helt anden bund. Som om der var kommet nogle voksne til stede og havde sagt: 'Okay, nu får vi ro på, og nu vinder vi.' Det er ikke med sprudlende spil, som 13/14-holdet var. Det er bare at gå ind, få jobbet gjort og så videre til næste kamp. Det er sådan, at et mesterhold er. Et mesterhold er ikke Liverpool i 13/14. Det er vanvid. Et mesterhold er dem, der vandt i 19/20-sæsonen,” siger Esben Suurballe.

Clark James er på samme linje.

”Der er en ordentlig disciplin på det her hold. Der er nogle helt klare lederskikkelser i form af Jordan Henderson og James Milner, der smitter af på resten af truppen og gør, at man gør tingene ordentligt. Man ser ikke nogen fra det her Liverpool-hold gå ud og lave svinestreger, som koster dumme røde kort. Det er en indstilling, som Klopp har skruet ind i holdet, og det manglede lidt på Rodgers-holdet. Ja, vi forelskede os i det, men det var en ulykkelig forelskelse. Vi skammede os jo over den defensiv. Dengang ville jeg gerne have vundet på den måde, men det vil jeg ikke nu, hvor jeg har prøvet at vinde på en anden måde,” siger han.

Og hvad betyder det så for Luis Suárez' eftermæle? At det ikke lykkedes for ham at vinde, når der nu siden kom spillere, der også scorede mål på samlebånd – Mohamed Salah som det bedste eksempel – som også formåede at færdiggøre arbejdet og sikre titler?

”Når jeg snakker med mine medfans den dag i dag, siger mange, at han er den bedste spiller, de nogensinde har set i Liverpool-trøjen. Så han har stadig enorm status, men der er ikke længere en ærgrelse over, hvad det kunne være blevet til, fordi vi netop gik ind og vandt det, der skulle vindes efterfølgende,” siger Clark James.

Også for Esben Suurballe er ærgrelsen over mesterskabet, der gled fra ham, væk.

”Nu kan man kigge tilbage på det nogenlunde ligevægtigt. Man vidste godt, at man havde Luis Suárez til låns, så det føltes som det eneste og sidste skud i bøssen for, at jeg skulle opleve et mesterskab. Det var derfor, at det var så følelsesmæssigt hårdt. Alle var i en form for momentvis sindssyge. Man kunne slet ikke se det klart. Man var alt for investeret i det, og det var Suárez også.”

”Det er, som at se tilbage på, hvordan man opførte sig til sin første ungdomsklubfest. Nu står man i 3.G og har oplevet nogle ret fede og vellykkede gymnasiefester, man fik måske også kysset med hende fra parallelklassen, man gerne ville kysse med, mens man stod til ungdomsklubfesten og havde pisset i bukserne, lige før man skulle til at kysse med hende. Når jeg ser tilbage på det, er det Luis Suárez, der brænder for mig i den 13/14-sæson – klart og lysende og med afstand.”

”Da Salah scorede målet mod City, tweetede jeg, at nu fortjener han måske at få prædikatet som den bedste Liverpool-spiller. Jeg havde forsvoret, at jeg i min levetid skulle se en være bedre end Suárez. Men ham her har mesterskaberne og titlerne med Liverpool oven i det, han gør. Det havde Suárez ikke. Det må nødvendigvis skille dem. Men jeg tror så ikke, at Salah kunne have gjort det, som Suárez gjorde i 13/14-sæsonen, hvor han egenrådigt, vil jeg mene, tog det her middelmådige hold og førte det i nærheden af mesterskabet. Det tror jeg ikke, at Salah på samme måde kunne have gjort. Der er trods alt bedre spillere omkring ham nu,” siger Suurballe om Liverpool FC anno 2021 kontra det hold, som Luis Suárez forlod i 2014 for i stedet at rejse til Barcelona.

Da Suárez var Suárez mod Liverpool
I mange år levede Liverpool og Luis Suárez hver for sig, og de levede godt. Den engelske klub oplevede fremgang under Jürgen Klopp, og FC Barcelona vandt massevis af trofæer. Men så i 2019 krydsedes deres veje igen i Champions League-semifinalen. Før den første kamp ville Suárez ikke love, at han ikke ville juble i tilfælde af en scoring.

”I kender mig. Så snart jeg er på banen, er der ingen venskaber, ingen bekendte, ingen hensyn til alle de gode stunder. Jeg vil forsvare Barcelonas farver med al stolthed i verden,” sagde Suárez.

Han scorede på Camp Nou, og han jublede, men det var få, der ville bruge ordet ”stolthed” om hans opførsel generelt. Tværtimod teede Luis Suárez sig som Luis Suárez med alt, hvad det indebærer af små svinestreger, skuespil og evindelige skænderier – Liverpool-legenden John Aldridge sagde efterfølgende til Irish Independent, at han opførte sig som en rotte.

”Indtil da var han vores dreng, der løb rundt dernede. Man fulgte med, og når han scorede, var det sgu også lidt fedt. Men så fik man også lov til at opleve ham på den måde, han er født til at være,” siger Clark James.

”Der er ikke noget, der hedder loyalitet, når han træder ind på den fodboldbane. Ikke andet end loyalitet over for at vinde. Det koster venskaber, og det koster bånd til fansene. Det har ikke ødelagt mit forhold til Luis Suárez, men det var et wakeup-call, for sådan er han jo bare, og det er lige meget, om han har en fortid i Liverpool. Det var hårdt at se. Jeg kan godt lide, når spillere jubler mod deres gamle klub, men det var hele måde, han spillede på – alle der der småting, vi kunne genkende fra Liverpool; lige sparke lidt til modstanderen, lægge sig og rulle ekstra rundt. Alle de ting kunne man godt være foruden,” siger James.

For Esben Suurballe ændrede Barcelona-kampene ingenting i hans forhold til Luis Suárez.

”Overhovedet ikke. Overhovedet ikke. Jeg havde ikke forventet andet. Der er meget hykleri i fodbold, og jeg skal pege rigtig meget på mig selv, men det havde været hykleri af rang, hvis jeg havde været forarget over, at han rendte rundt på den måde. Det var det samme, man hyldede ham for, da han spillede i Liverpool. Det er så essentiel en del af hans spillestil, at jeg ikke havde forventet andet.”

Og nu venter så endnu to kampe med Luis Suárez i en hovedrolle mod klubben, hvor han etablerede sig som en af verdens bedste angribere.

”Begge har leveret. Han har fået de titler, han jagtede, og jeg har set en ende på 30 års tørke. Så det er med en helt anden følelsesmæssig ro og afstand til ham. Jeg kan nyde ham for det, han nu engang er. Jeg skal derover for at se Liverpool-Atlético på Anfield. Det glæder jeg mig helt enormt til. Men jeg ser ham jo i et helt andet lys. Jeg ser ham som den komplekse karakter, en blændende fodboldspiller der også har en anden side og et generalieblad, man er nødt til at nævne,” siger Esben Suurballe.

”Jeg tror ikke, han skal forvente en pæn modtagelse. Ikke efter det i Barcelona-kampene. Men for at være helt ærlig tror jeg ikke, at det gør ham særlig meget, nærmere tværtimod. Det er jo et love/hate-forhold. Jeg tror, at mange af dem, der vil stå og buhe i løbet af aftenen, anerkender, hvad han er for en spiller, og hvad han har gjort for Liverpool. Man er sgu lidt splittet. Jeg tror ikke, at nogen i Liverpool decideret hader Luis Suárez. Det kunne jeg ikke forestille mig,” siger Clark James.

”Jeg har enorm respekt for hans skifte til Atlético. At han på den måde har taget skeen i den anden hånd og har sagt: 'Hvis I ikke kan bruge mig i Barcelona, skal jeg fandme bevise, at jeg stadig kan.' – og det kan han jo. Jeg er dybt imponeret over det, han leverede i sidste sæson. Han nærmer sig midten af 30'erne, og han er en moderne fodboldangriber, der tydeligvis bare topper senere og senere. Jeg glæder mig til at se ham i aktion, og jeg tror, at Liverpool har, hvad der skal til for at dæmme op for ham og gå videre fra gruppen og ende over Atlético.,” siger James og tager dermed snakken videre fra følelserne og over på det sportslige – hvordan man vinder fodboldkampen.

Kender man Luis Suárez ret, vil han selv have fokus på netop det, også selv om modstanderen er Liverpool.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020