• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
EM Troels Bager Thøgersen

Efter seks års fravær: Fransk stjerne er tilbage

Foto: Getty Images

Karim Benzema er en af de mest omdiskuterede fodboldspillere i Frankrig. Efter fem års fravær er den 33-årige angriber tilbage i Didier Deschamps' landsholdstrup, men om han er taget til nåde af holdkammerater, landstræneren, der også satte ham af i sin tid, og af den franske befolkning er mere uklart.

Af Troels Bager Thøgersen

Bragt første gang i Tipsbladet fredag den 11. juni.

Hvis du nogensinde bliver involveret i en sag om afpresning, skal du ikke gøre, som Karim Benzema gjorde tilbage i 2015.

I sin tid fravalgte Barcelona Karim Benzema på grund af det slæng af jævnaldrende fyre, han kendte fra opvæksten i Terraillon i det østlige Lyon, en bydel præget af sociale boligbyggerier, arbejdsløshed og de problemer, der ofte følger i kølvandet på den slags social ulighed.

I stedet for kom Karim Benzema til at spille for Real Madrid, hvilket den franske angriber mildest talt har gjort godt, men de gamle venner fra Terraillon fulgte med.

En af dem, Karim Zenati, blev i 2015 indblandet i en sag, hvor nogle personer havde fået fingre i en optagelse, der viste den franske landsholdsspiller Mathieu Valbuena have sex.

Zenati har været fængslet i et par omgange, men Karim Benzema havde været loyal over for sin gamle ven og havde endda ansat ham i det selskab, der håndterer Benzemas imagerettigheder, og betalt Zenati en månedsløn på 30.000 kroner.

Så da Zenati gik til Karim Benzema og bad ham kontakte Mathieu Valbuena i den franske landsholdslejr for at hjælpe med at få Valbuena til at betale afpresserne, gik Karim Benzema med til det, der helt åbenlyst var en meget dum og farlig idé.

Franske medier kunne i efteråret 2015 offentliggøre en båndet telefonsamtale mellem Benzema og Zenati, efter Benzema havde talt med Valbuena i landsholdslejren i oktober 2015.

Hvad ingen af de to vidste var, at Valbuena allerede før Benzemas indblanding var gået til politiet, der prompte havde sat de mistænktes telefoner under overvågning.

”Piratfiskene vil æde ham, bro,” sagde Karim Benzema blandt andet på båndet til barndomsvennen om hvad der ville ske, hvis Mathieu Valbuena ikke betalte for at få videooptagelsen slettet.

Politiet slog til i november 2015, anholdt Karim Benzema og tog ham med til afhøring i Paris.

Didier Deschamps satte Karim Benzema af landsholdet, og da Benzema heller ikke var at finde i EM-truppen med Frankrig som værtsnation i 2016, gik forholdet mellem angriberen og træneren tilsyneladende endegyldigt i stykker.

”Han har givet efter for presset fra den racistiske del af Frankrig,” sagde Karim Benzema, hvorefter Didier Deschamps' hus blev overmalet med grafitti, hvilket landstræneren gav Benzema skylden for personligt.

Returen
Det så egentlig ud til, at det var det.

Karim Benzema har bombet løs for Real Madrid på nær i en dårlig 2017/18-sæson, der gjorde det relativt nemt at se bort fra angriberen til en VM-trup med Kylian Mbappé, Antoine Griezmann og Olivier Giroud i de offensive hovedroller.

Og Didier Deschamps er fortsat landstræner og har ikke set i Benzemas retning, og Frankrig vandt som bekendt VM 2018 i fin stil.

Så hvorfor skal vi høre ovennævnte, slibrige historie igen?

Det er der et par forklaringer på.

Den ene er, at sagen faktisk ikke er slut endnu.

Til efteråret, seks år efter afpresningsforsøget mod Mathieu Valbuena, der i dag spiller for Olympiakos og fylder 37 år til september, skal sagen for retten i Versailles vest for Paris.

”Ja! Endelig. Lad maskeraden slutte for evigt,” skrev Karim Benzema på Instagram, da nyheden om retssagen til oktober blev offentliggjort.

Fire andre personer står tiltalt i sagen, og den skal nok få rigelig omtale.

Det får den ikke mindst i de kommende uger, for højst overraskende valgte Didier Deschamps at tage Benzema med i EM-truppen.

Spillerne var angiveligt ikke blevet taget med på råd i forvejen, men den magtfulde og kontroversielle præsident for Frankrigs fodboldforbund, Noel Le Graët, skal igennem længere tid i samtaler med Didier Deschamps have lobbyet for, at det var på tide at tage Benzema til nåde, og det har landstræneren altså lyttet til.

”Jeg vil ikke gå i detaljer med vores samtale, men den var meget, meget lang. Der røg en masse frem og tilbage. Du vil gerne have mig til at tale om det ubehagelige. Det var et ord, ”racist”. Siden den dag har jeg ikke været den samme. Jeg ser tingene på en anden måde. Jeg har afbrudt forbindelser. Det var en meget voldsom tid. Men tingene har forandret sig. For mig, men også for Karim,” sagde Didier Deschamps til den franske TV-station TF1 som begrundelse for udtagelsen.

”Han er vokset i forhold til sin modenhed og ro. De ting, man gør, når man er 20, dem gør man ikke, når man er 25. Og de ting, man gør som 25-årig, gør man ikke, når man er blevet 30,” sagde Didier Deschamps.

”Jeg er fyldt med stolthed over at være tilbage. Jeg vil så gerne spille og vise, hvad jeg kan. Det var det, jeg gjorde,” sagde Karim Benzema efter sidste weekends testkamp mod Wales, som Frankrig vandt 3-0.

Benzema brændte et straffespark men trivedes ellers fint i frontkæden med Kylian Mbappé og Antoine Griezmann.

Med comebacket styrkes Frankrigs muligheder for en EM-titel på papiret, da Olivier Giroud trods status som reserve i Chelsea i de seneste sæsoner stadig fungerer på landsholdet og senest scorede to mål mod Bulgarien tirsdag aften, og Monaco-angriberen Wissam Ben Yedder trods mange mål ikke er i nærheden af Karim Benzemas niveau.

Dybe sår
På et dybere plan har 2015-sagen og Karim Benzemas fravær på landsholdet også fyldt meget i Frankrig.

At Benzema ikke sang med på nationalmelodien faldt højrefløjen for brystet, og ligesom politikeren Jean-Marie Le Pen i halvfemserne kaldte det franske landshold for udlændinge, der ikke burde kaldes ”Frankrig”, har den højreorienterede del af det politiske spektrum i Frankrig kritiseret udtagelsen af Benzema blandt andet med henvisning til, at Benzema i virkeligheden føler sig mere algerisk.

Race og sociale skel har spillet en stor rolle i fransk fodbold og Frankrig i årtier, og den franske forfatter og fodboldkender Philippe Auclair er først og fremmest lettet over, at Benzemas fravær ikke længere skal så splid.

”Jeg tror, at de fleste franskmænd og fleste fodboldfans drager et lettelsens suk. Det bliver meget svært at få en komplet forbrødring, det skal vi ikke være blinde for, men det er en beslutning, der gør en del for at hele et meget dybt sår i fransk fodbold,” sagde Philippe Auclair for nylig i podcasten Off The Ball.

”Der er måske også et behov hos parterne, træneren og spilleren, for, at sagen bliver fejet ind under gulvtæppet en gang for alle, for den har i den grad forgiftet deres tilværelse i lang tid,” sagde Philippe Auclair.

Mange af spillerne på landsholdet er udskiftet siden 2015, men kan man tilgive, at en holdkammerat afpressede en anden?

På overfladen lader svaret til at være ja.

Kylian Mbappé bød overstadigt Benzema tilbage via de sociale medier efter udtagelsen, og franskmændene kommer til EM som favoritter.

Selv Olivier Giroud, som Karim Benzema i 2020 kritiserede og sammenlignede med en gokart, mens Benzema i sin egen optik var en F1-racer, tager udtagelsen med ro.

”Hvis vi vinder EM, fejrer vi det med at køre gokart,” sagde Giroud til avisen Le Figaro efter weekendens testsejr over Wales.

Frankrig åbner EM med en meget svær kamp i München mod Tyskland på tirsdag, så samhørigheden skal nok komme på prøve i en gruppe, der også inkluderer Portugal og de store underdogs fra Ungarn.

Karim Benzema fik et slag på benet i den afsluttende testkamp mod Bulgarien og blev omgående udskiftet, men angriberen lyder til at blive klar til kampen mod Tyskland tirsdag.

Dansker stoppede Benzema
Cadiz holdt Karim Benzema til to afslutninger i hele kampen, og selvom Zinedine Zidane skiftede fire spillere i pausen, lykkedes det ikke Real Madrid at veksle 75 procent boldbesiddelse til nok chancer til at vinde, endsige score.

Så Anthony Lozanos tidlige mål var nok for Cadíz og deres danske midtbanespiller Jens Jønsson, og det var del af et særdeles godt efterår for den centrale midtbanespiller, der måneden efter Madrid-sejren blev udtaget til Kasper Hjulmands landshold.

”Vi stod først og fremmest rigtig godt, og så angreb vi godt og effektivt de få gange, vi havde bolden. Vi var kompakte og slog til, da vi fik muligheden – ja vi burde faktisk have scoret mere end et mål i den kamp, hvis du spørger mig,” siger Jens Jønsson om kampen i oktober, hvor han som central, defensivt orienteret midtbanespiller støttede Cadíz' midtstopperduo i duellerne.

Men Karim Benzema og Real fik deres revanche i 2021, hvor de slog Cadíz 3-0.

På ti minutter scorede Karim Benzema to gange og lagde mellem de to scoringer op til Reals 2-0-mål, og der fik Jens Jønsson og holdkammeraterne at føle, hvad Real og Karim Benzema kan.

”De spillede bare rigtig hurtigt i den kamp. Det var som om, at de fandt hinanden langt bedre, og det hjalp Benzema, at han havde bedre legekammerater end i den første kamp,” siger Jens Jønsson.

”Han er jo ikke typen, der bare afdribler tre-fire modstandere og smækker den op i krogen, som Cristiano Ronaldo gjorde. Men han er sindssygt dygtig til at søge væk fra forsvarsspillerne og finde plads og til at deltage i kombinationsspillet,” siger Jens Jønsson.

”Og så scorer han jo tilpas med mål, må man sige. 87 mål på tre sæsoner, det er jo rimelig godt. Han er vel den vigtigste spiller, de har i Real Madrid, siden Cristiano Ronaldo tog væk, og det er især på den fantastiske spilforståelse, han klarer sig,” siger Jens Jønsson.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020