• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
EM Victor Risager

Optakt: Portugal - Frankrig

Foto: Getty Images

Endnu et spændende brag venter i "dødens pulje", når både Portugal og Frankrig jagter en sejr.

Af Victor Risager

Kampfakta:
Kampstart: Onsdag klokken 21.00
Spillested: Puskas Arena, Budapest, Ungarn
Dommer: Antonio Mateu Lahoz
På TV: DR1/Viaplay
Hashtag: #porfra #emdk #em2020

Holdnyt:
Portugal:

Portugal står med tre point efter to kampe, hvor det er blevet til en sejr over Ungarn og et skuffende nederlag til Tyskland. Selvom Fernando Santos’ tropper i 2016 gik videre fra gruppespillet med netop tre point, kan det meget vel vise sig ikke at være nok til at sikre en billet til knockoutrunderne denne gang.

Af den grund skal portugiserne sandsynligvis ud og jagte minimum ét point, når de tørner sammen med Frankrig på ungarsk jord onsdag aften.

Til gengæld har Portugal og Fernando Santos gode minder mod netop Les Bleus ved EM-slutrunder. Ved det seneste EM i 2016 besejrede portugiserne netop Didier Deschamps’ franske mandskab i finalen. Målhelten fra dengang, Eder, er dog ikke med i denne omgang.

Portugal må sandsynligvis klare sig uden Joao Felix og Nuno Mendes. Til gengæld vil der efter det store nederlag til Tyskland muligvis findes plads til ændringer i startopstillingen.

Frankrig:
Ligesom Portugal skal det franske landshold også jagte en oprejsning ovenpå et skuffende resultat. De spillede senest 1-1 mod undertippede Ungarn, hvor en sejr havde sikret dem førstepladsen i “dødens pulje”.

Didier Deschamps og kompagni topper stadig gruppen, og et enkelt point vil være nok til at sikre videre avancement.

Til gengæld skal man nok regne med at se et hold, der går efter sejren.

En sejr over Portugal vil definitivt sikre dem førstepladsen og et møde med en af de treere, der går videre. Slutter de på andenpladsen, skal de møde vinderen af Gruppe D, som er England. Såfremt Les Bleus taber til Portugal, og at Tyskland slår Ungarn, men franskmændene alligevel går videre som nummer tre, vil de skulle møde enten Holland eller Belgien. 

Frankrig har i ugens løb mistet Ousmane Dembele, som har trukket sig fra EM-truppen med en skade. Ellers råder de over en mere eller mindre skadesfri trup.

Karantæne:
Portugal: Ingen
Frankrig: Ingen

Bud på startopstillinger:
Portugal (4-3-3):
Patrício - Semedo, Dias, Pepe, Guerreiro - Pereira, Sanches, Fernandes - B.Silva, Ronaldo, Jota

Frankrig (4-3-1-2): Lloris - Kounde, Varane, Kimpembe, Hernandez - Kante, Pogba, Tolisso; Griezmann - Mbappe, Benzema

Profilen:
Som blot 18-årig var Renato Sanches en profil på det Portugal-hold, der vandt EM for fem år siden. Et skuffende ophold i Bayern München satte en midlertidig stopper for hans landsholdskarriere, men den nu 23-årige midtbanespiller har fået karrieren på ret køl i franske Lille og er også tilbage i landsholdsvarmen. Renato Sanches kan meget vel starte inde i Portugals afgørende kamp mod Frankrig.  

Vidste du, at…:
Historikken taler for, at Portugal går videre. Syv gang tidligere har de deltaget ved EM, og hver gang er de gået videre fra gruppespillet. De har nået kvartfinalerne to gange, semifinalerne tre gange og finalen to gange.

Dom:
Begge hold vil jagte sejren for at være sikre på avancement, men både i den portugisiske og franske lejr kan man også leve med uafgjort. Det kan give sig til kende i kampen, hvor begge hold måske spiller lidt mere tilbageholdende.

Til trods for det tror vi på en sejr til Frankrig. De får revanche fra EM-finalen i 2016 og vinder med 1-0. Så må Portugal håbe, at tre point også er nok til at gå videre til knockoutrunderne denne gang.   

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020