• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
EM Anders Dehn

Optakt: Rusland - Danmark

Foto: Getty Images

Landsholdet har kniven for struben, men stadig mulighed for at gå videre til EM's knockoutfase.

Af Anders Dehn

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 21.00
Spillested: Parken, København
Gruppe B
Dommer: Clément Turpin, Frankrig
På TV: DR1
Hashtag: #rusdan #emdk

Holdnyt:
Rusland:
Det var ikke nogen klar sejr, Rusland vandt over Finland, men den gav tre vigtige point alligevel. Derfor står russerne og finnerne med de bedste kort på hånden i kampen om andenpladsen forud for sidste spillerunde.

Ruslands indsats i de to kampe mod Belgien og Finland fortæller dog, at der er noget at komme efter for Danmark. Først et klart nederlag til det belgiske mandskab, som Danmark spillede mere end lige op med, og så altså en uoverbevisende sejr over Finland.

Holdet må formentlig undvære en af turneringens ældste spillere, 37-årige Yuri Zhirkov. Han udgik med en skade i åbningskampen og var ikke med i runde to mod Finland. Landstræneren har sagt, at han frygter, at Zhirkov må sidde ude i resten af turneringen.

Danmark:
De fleste er nok bekendt med, hvordan landsholdet har klaret sig i de to første kampe: overvægt i spil og chancer, men ingen point mod hverken Finland eller Belgien.

Danmark har dog stadig fornuftige chancer for at gå videre, endda som nummer to i puljen. Der er mange mulige scenarier, som vi gennemgår her, men hvis vi skal gøre det simpelt: Danmark skal vinde og score mindst to mål, mens Belgien skal slå Finland. Så går Danmark videre som nummer to i puljen.

Landsholdet må selvsagt stadig undvære Christian Eriksen, der er blevet udskrevet fra hospitalet, efter han har fået indopereret en såkaldt ICD-enhed, en form for pacemaker.

Derudover er spørgsmålet, om nogle danske spillere har brug for et hvil oven på halvanden hektisk uge, og hvorvidt landstræner Kasper Hjulmand holder fast i den 4-3-4-formation, der fungerede så godt mod Belgien, eller om han går tilbage til den velkendte 4-2-3-1.

Karantæne:
Rusland: Ingen
Danmark: Ingen

Bud på startopstillinger:
Rusland (3-4-2-1): Safonov – Barinov, Diveev, Dzhikiya – Fernandes, Zobnin, Ozdoev, Kuzyav – Mirnachuk, Golovin – Dzyuba

Danmark (4-2-3-1): Schmeichel – Wass, Kjær, Christensen, Mæhle – Højbjerg, Delaney – Poulsen, Damsgaard, Braithwaite – Wind

Profilen:
Mikkel Damsgaard fik Christian Eriksens plads i startopstillingen mod Belgien, men spillede en anden rolle i et andet system. Han gjorde det dog så godt, at han meget vel kan få genvalg. Denne gang måske endda i en rolle, der minder mere om Eriksens sædvanlige 10’er.

Vidste du, at..:
Danmark har kun mødt Rusland én gang i historien. Det var i 2012, da russerne vandt 2-0 i Parken på mål af Roman Shirokov og Andrey Arshavin. Danmark mødte også Sovjetunionen 10 gange og vandt bare en enkelt. Det bliver dog ikke glemt lige forløbig, for det var 4-2-sejren på Grundlovsdag i 1985.

Dom:
Hvis ellers de danske spillere stadig er mentalt i balance oven på den seneste uges tids oplevelser, bør det blive dansk sejr. Både spiller for spiller og baseret på holdenes præstationer før og under EM er Danmark bedre end Rusland.

Vi tror, at danskerne gør deres for at komme videre fra gruppen og vinder med 3-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020