• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Europa League Anders Dehn

Alle hader FC Midtjyllands EL-modstander

Foto: Getty Images

Ludogorets, som FC Midtjylland møder i Europa League, er en sportslig kæmpesucces, men forhadt hjemme i Bulgarien.

Af Anders Dehn

FC Midtjylland har med sine store armbevægelser og ditto succes skabt sig en del fjender blandt andre danske klubbers fans, men torsdag aften møder holdet en modstander, der er mindst lige så upopulær i sit hjemland.

Ludogorets har været altdominerende i bulgarsk fodbold i det seneste årti. Holdet havde ellers aldrig været i den bedste række før i 2011/12-sæsonen, men endte med at vinde både ligaen og pokaltitlen den sæson. I foråret 2021 tog Ludogorets sit 10. mesterskab. I streg.

Succesen kom ganske vist ud af det blå, men ikke som en tilfældighed. I 2010 købte den bulgarske milliardær Kiril Domuschiev den lille klub fra den lille by Razgrad, og siden har han pumpet millioner og atter millioner i Ludogorets.

Pludselig og altomfavnende succes på baggrund af en rigmands blankocheck er en klassisk opskrift på at gøre sig upopulær i fodboldens verden. Således også i Bulgarien.

I november spurgte det britiske medie HITC retorisk, om Ludogorets var den mest forhadte klub i Europa, og den bulgarske journalist Metodi Shumanov bekræfter, at det ikke er mange, der kan lide klubben.

- De er meget upopulære blandt fans af traditionelle magtcentre som Levski og CSKA Sofia. Men deres økonomiske muskler og det faktum, at de er den klub, der har den bedste struktur, betyder, at det bliver meget, meget svært at gøre en ende på deres dominans, siger han til tipsbladet.dk.

Uagtet hvor lidt de andre bulgarske fodboldtilhængere bryder sig om Ludogorets, har klubben som nævnt været en gigantisk sportslig succes. Det skyldes ikke kun de 10 mesterskaber; det skyldes også den europæiske succes.

Ludogorets har været i otte gruppespil på stribe, heraf to i Champions League. Det seneste besøg i den fineste turnering er dog tilbage i 2017, så Ludogorets mangler lidt i forhold til dengang. Det var også netop FC Midtjylland, der sendte holdet ud af Champions League-kvalifikationen i fjor.

Metodi Shumanov mener dog, at cheftræner Valdas Dambrauskas, der overtog jobbet tidligere i år, har løftet holdets niveau.

- Ludogorets spiller langt bedre under Dambrauskas sammenlignet med seneste europæiske sæson. Denne sommer eliminerede de Olympiakos og var tæt på at sende Malmö ud. Så jeg synes, at holdet er bedre og bedre forberedt på Europa League-gruppespillet i denne sæson, siger den bulgarske journalist.

Holdet må dog undvære sin cheftræner i torsdagens kamp i Herning. Han er blevet tvunget til at blive hjemme.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020