• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Thomas Pyndt

Minde-interview med Ebbe Skovdahl: Brøndby-legendens skuffelse i Benfica

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Ebbe Skovdahl, den mest vindende Brøndby-træner gennem tiden, er død. Tipsbladet talte for fire år siden med ham om trænerkarrieren, om at have succes i udlandet og også om at kun at få fire måneder i spidsen for mægtige Benfica. Vi genpublicerer her - som et minde om Skovdahl - interviewet med legendetræneren.

Af Thomas Pyndt

Bragt i Tipsbladet den 25. marts 2016

---

I dag har den portugisiske storklub Benfica et moderne og arkitekttegnet klubmuseum liggende lige i nærheden af det nye Estadio da Luz, men tilbage i firserne måtte man ned mod Tejo-floden, ned mod centrum for at finde det sted, hvor mange af minderne fra den glorværdige klubhistorie blev opbevaret. Så her måtte Ebbe Skovdahl selvfølgelig også forbi, efter han i juli 1987 var blevet cheftræner for Benfica.

"De havde en forretning inde i Lissabon, ligesom et lille museum, der kun omhandlede Benfica, og det var en meget gammel dame, der holdt øje med det. Hende var jeg selvfølgelig inde at hilse på for at se det her museum, men da jeg så kom ind, kom hun over, tog min hånd og kyssede den. Det var godt nok grænseoverskridende. At blive kysset på hånden af en gammel dame," siger den nu 70-årige Ebbe Skovdahl og ryster lidt på hovedet over et af minderne fra hans korte tid som cheftræner for Benfica.

Men hvordan gik det overhovedet til, at den dengang 42-årige Ebbe Skovdahl blev manden, der skulle styre Portugals største klub med millioner af tilhængere, når han kun havde halvandet års ballast som cheftræner i Brøndby og endnu ikke havde vundet nogen titler med klubben på den københavnske vestegn?

Det er en historie med to tråde, der blev samlet en sommeraften i det hus, som den tømreruddannede Skovdahl selv havde bygget til sin familie i Tune ved Roskilde, og den ene tråd begyndte, da træneren i slutningen af 1985 skiftede til Brøndby fra Brønshøj, som han først havde rykket op i den bedste række og siden fastholdt i 1. division gennem tre sæsoner, hvilket man ikke var vant til i den sædvanlige elevatorklub ved Utterslev Mose.

FULDTIDSPROFFER MED NY SPILLESTIL
Det sidste år i Brønshøj var træneren begyndt at overveje nye taktiske muligheder ude fra sidelinjen, og med skiftet til Brøndby fik han pludselig muligheden for at føre tankerne ud i livet.

"Jeg havde skrevet under på en ganske almindelig kontrakt med fyraftensproffer i Brøndby, men en måned før jeg skulle starte, blev jeg kaldt ind til Per Bjerregaard, der fortalte, at klubben havde sparet penge op, så de kunne gå over til fuldtids-professionelle spillere i to år. Det var der penge til i første omgang. Jeg skulle så have mulighed for at sige fra, hvis jeg ikke havde lyst til at blive fuldtids-træner, men det ville jeg jo gerne. Jeg syntes, at det lød spændende."

"Men når jeg nu skulle have med fuldtidsprofessionelle spillere at gøre, tænkte jeg også, hvordan vi kunne vise, at vi var et hold, der ikke lavede andet end at spille fodbold og træne. Det skulle vi bevise i kampene, og det kunne vi ikke gøre ved bare at spille, som vi altid havde gjort. Vi måtte sgu finde på et eller andet, og det gjorde vi så."

"Der er jo tit trænere, der siger, at "vi skal have mere tempo i spillet," men hvis der løber en spiller med bolden, hvordan får hele holdet så mere tempo? Nej, man sætter sgu ikke tempoet, når man har bolden, man sætter tempoet, når modstanderen har bolden ved at tvinge dem til at spille hurtigere, end de magter. Det viste sig at være en teori, der holdt i virkeligheden."

"Jeg lavede lidt min egen spillestil, der var baseret meget på aggressivitet, og det blev ud fra et 4-4-2 system med ren zone, sat i system så hver spiller havde et ansvarsområde. Jeg delte banen op i 10 områder, hvor hver spiller havde et primært ansvarsområde og et sekundært ansvarsområde ved siden af, og hen ad vejen fik jeg så lavet en arbejdsbeskrivelse på hver plads. Men det var altså baseret på, hvad vi gjorde, når modstanderen havde bolden. Hvordan vi organiserede os for at få fat i den? Så vi satte fælder op og overfaldt for eksempel en back, hvis vi vidste, at der var en svag back på det hold, vi mødte."

"Vi arbejdede også med, hvor mange boldberøringer vi så måtte have før en afslutning, når vi vandt bolden højt på modstanderens banehalvdel, og vi prøvede at holde det nede på mellem tre og fem. Det var rimelig nyt at gøre det på den måde, men spillerne kunne lide det, for de kunne se, at det gav resultater, når man fik timet det pres, man lagde. Når jeg kigger på, hvordan vi gjorde det, så er det faktisk sådan, som Dortmund har spillet nu her," fortæller Ebbe Skovdahl om et system, der satte sit præg på dansk fodbold for 30 år siden.

Det tog dog tid at implementere 100 procent, så i Skovdahls første sæson måtte Brøndby nøjes med andenpladsen bag AGF, efter Tom Køhlert i 1985 havde sørget for det første mesterskab til klubben fra Vestegnen.

Men i foråret 1987, første halvdel af den kalenderårsturnering man spillede efter frem til 1991, var det på plads. Halvvejs gennem turneringen havde Brøndby kun spillet en kamp uafgjort ud af 13. Resten var vundet.

Men det var nu ikke Skovdahls status som ubesejret i den danske 1. division, der blev bemærket nede i Benfica. Faktisk var det turen ud i Europa Cuppen for mesterhold anno 1986/87, der havde vakt opmærksomhed, for efter tætte kampe mod først Honved Budapest og siden Dynamo Berlin stod Brøndby i marts klar til kvartfinaler mod FC Porto.

"Vi tabte 1-0 dernede med over 70.000 tilskuere på Das Antas, men jeg fik karantæne til returkampen i Idrætsparken. Vi havde en skadet spiller, og så løb jeg med massøren ind, mens jeg råbte " medico, medico." Så var jeg læge, ikk'," siger Skovdahl med et grin.

"Jeg havde lige et par dessiner, jeg ville give videre, og de kendte mig jo ikke, men de må åbenbart have undersøgt det, for der kom så et brev fra UEFA om, at jeg havde karantæne i hjemmekampen, og jeg måtte hverken komme i omklædningsrummet eller sidde på bænken. Så kunne jeg sidde oppe på tilskuerpladserne. Det måtte jeg acceptere, for jeg havde jo gjort noget, jeg ikke måtte."

"Vi kom foran 1-0 på hjemmebane, men så satte de en lille brasilianer ind, der opsnappede en aflevering og uden for feltet sparkede den ind, så det blev 1-1. Men det var da et resultat, der blev bemærket, og man skal også lige huske på, at det var Porto, der endte med at vinde hele turneringen, da de slog Bayern München i finalen, og ham algerieren Madjer, der scorede med hælen i finalen, han havde også scoret mod os i Porto."

"Det var ikke et resultat, der gjorde mig til et navn i Portugal, men der blev selvfølgelig lagt mærke til det, når en forholdsvis ukendt klub som Brøndby skaber så gode resultater over to store kampe. Og måske vakte det opsigt hos agenten Börje Lantz, for han boede jo i Lissabon og var også agent for Sven-Göran Eriksson, der havde været cheftræner i Benfica," fortæller Ebbe Skovdahl og lægger op til den anden tråd i historien.

EN HÅRD NAT I ZÜRICH
Börje Lantz bliver ofte kaldt en af historiens første fodboldagenter, Han begyndte egentlig som journalist, men efter VM i Sverige i 1958 blev han så fascineret af de brasilianske verdensmestre, at han flyttede til Brasilien, lærte portugisisk og begyndte at opbygge kontakter.

Efter nogle år flyttede han tilbage til Europa, nærmere betegnet til Portugal, hvor han jo kunne sproget, og her var han i 1982 med til at skaffe den blot 34-årige landsmand Sven-Göran Eriksson kontrakt med Benfica, efter Eriksson og IFK Göteborg havde vundet UEFA Cuppen efter finalesejr over Hamburger SV.

Siden da havde også offensivspilleren Glenn Strömberg fra IFK og den danske angriber Michael Manniche været i Benfica, og de skandinaviske islæt havde været en succes, for Eriksson vandt to portugisiske mesterskaber i træk, før han skiftede videre til Roma, og Manniche var blevet topscorer på holdet to sæsoner i træk.

Så der var en skandinavisk forbindelse, og den trak Börje Lantz igen i fra sin villa i Cascais, da den portugisiske storklub havde brug for en ny cheftræner, efter engelske John Mortimer skiftede til Real Betis, selv om han netop havde skaffet klubben The Double. Det havde han dog gjort med en gang defensiv fodbold, foranlediget af et beskæmmende 1-7 nederlag til lokalrivalen fra Sporting i starten af 86/ 87-sæsonen, så der skulle ske noget nyt, og så var det, at de to tråde blev samlet, da telefonen ringede hjemme hos Ebbe og Lene Skovdahl i Tune.

"Jeg havde talt med Börje Lantz et par gange tidligere, og så ringede han så og spurgte, om Benfica var noget for mig. Jeg sagde " lige et øjeblik," og så spurgte jeg Lene: " Vil jeg gerne til Portugal og være træner for Benfica?"

"Ja, det vil du vel, hvis du har lyst," svarede hun."

"Jeg synes jo ikke rigtig, at jeg kunne sige nej til det, selv om det nok havde bekommet mig bedre, hvis jeg havde ventet et år eller to, men det er jo ikke altid, at man kan det. At sådan noget passer, som man gerne vil have det," fortæller Ebbe Skovdahl, der altså sagde ja uden at kende ret meget mere til Benfica end, at det var Eusebios gamle klub, der var at regne som den bedste i Portugal, og som havde spillere som målmanden Bento, midtbanemanden og landsholdsspilleren Carlos Manuel og kanten Diamantino.

For i 1987 gik man ikke bare på nettet og læste op, og klubbens kampe blev heller ikke vist på tv, men Skovdahl var klar til udfordringen, der var bare lige et problem, som han ikke glædede sig til at skulle finde en løsning på.

"Jeg blev bedt om at komme til Zürich, hvor der var lodtrækning til de europæiske turneringer, og der talte jeg så med Benfica og agenten, og vi blev enige om en to-årig kontrakt. Og så kom det værste. For jeg havde fortalt dem, at jeg havde kontrakt med Brøndby, men det skulle de nok tage sig af, sagde de, og det gjorde de også. Men det var en skidt oplevelse, for jeg syntes jo, at vi havde et rigtig fint sammenhold i Brøndby, spillerne og jeg, og også med ledelsen. Det var heller ikke så populært, det jeg gjorde, og det kan jeg sådan set godt forstå."

"Så vi endte med at sidde der hele natten i Zürich. Benny Winther, Benfica-præsidenten, agenten og mig, og Benny var ligeglad og sagde: "jeg kan slet ikke forstå, hvad vi sidder her og snakker om, for vi har en kontrakt med vores træner, og vi vil ikke af med ham." Men jeg var jo nødt til at sige, at jeg gerne ville videre. Det nytter ikke noget at sidde og tude over det, men det var en hård nat. Det var meget ubehageligt," fortæller Ebbe Skovdahl.

MED PORTVIN I SWIMMINGPOOLEN
Men til sidst blev parterne enige, og så tog Benficas nye cheftræner til Lissabon, mens fru Lene skulle pakke hjemmet ned og sælge huset. Hun tog dog også med ned til præsentationen, som Skovdahl godt kan huske, for der var selvfølgelig mange journalister i lufthavnen.

"Ja, jeg var nok forberedt på, at når en klub som Benfica fik en ny træner, ville det ikke gå stille af. Så meget fantasi havde jeg dog. At der ville være gang i den, og det var der også. Jeg fandt også ret hurtigt ud af, hvordan det fungerede med medierne. Der var jo den der sportsavis A Bola, hvor der var en journalist, der, når han havde interviewet mig, ville svine mig til dagen efter, og så var det en anden, der kom, når jeg skulle roses, hvis vi havde vundet. Den ene havde én opgave, den anden havde den modsatte."

"Efter lufthavnen blev der så lavet en seance ude hos Börje Lantz, og der kan jeg huske, at der var lavet noget med nogle små grønne bakker med portvinsglas, der flød rundt i hans swimmingpool. Det var helt vildt. Jeg var derude med Lene, og så var der de to assistentrænere, Toni og Eusebio, og sportsdirektøren, og så en masse journalister og tre-fire tv-hold. Herhjemme var der jo kun DR, så der var bestemt gang i den der," siger Ebbe Skovdahl, der dagen efter havde sit første møde med spillerne på det imponerende Estadio da Luz i den gamle ovale udgave uden tag over de 120.000 pladser.

Og hvad tænkte han så, da han stod der og talte engelsk til en flok spillere, han ikke kendte, og som først forstod ham, når Toni havde oversat hans ord til portugisisk?

"Hvad har du nu fået rodet dig ind i!" Og så lige bagefter: "Men de spiller jo fodbold, som vi gør i Brøndby, så hvorfor skulle man ikke kunne klare det?" husker den tidligere Benfica-træner, der sammen med sin kone hurtigt begyndte at tage portugisiske sproglektioner hos en svensk dame, uden parret dog nåede at blive flydende. For engelsk blev der ikke snakket ret meget af.

"En af lederne sagde til mig, at jeg jo skulle regne med, at nogle af spillerne kom fra en baggrund, hvor man havde levet af at stjæle dametasker inde i Lissabon, så de ville bruge alle kneb for at få succes og bide sig fast på holdet. Og det var der jo ikke noget at sige til. Men engelsk kunne de ikke snakke, heller ikke brasilianerne på holdet. Men Toni kunne, og Eusebio talte det også rimeligt godt, så de måtte oversætte hele tiden. Det var ikke anderledes end det, som Sven-Göran Eriksson havde været ude for," fortæller Ebbe Skovdahl.

Rent fodboldmæssigt begyndte det nu meget godt, for Benfica tog til sommerturnering i La Coruña og besejrede først de engelske mestre fra Everton og siden hjemmeholdet Deportivo i finalen efter straffespark.

"Det var lidt sjovt. Vi havde den her lille målmand Bento, og før straffesparkene bad han Eusebio om en kuglepen, og så lavede han nogle streger på sin handske. Jeg sagde ikke noget, jeg kiggede bare, og så snuppede han to af straffesparkene. Bagefter spurgte jeg Eusebio, hvad det gik ud på.  "Mister - it's the system," svarede han. Bento havde et system med at gå tre gange til den ene side og to gange til den anden, og det lykkedes altså. Han tog to straffespark, og så vandt vi Teresa Herrera-turneringen."

"Selve præmien var en kopi af fyrtårnet i byen, og pokalen var så stor, at der skulle trefire mand til at bære den ind. Den titel havde Benfica aldrig vundet, så det var fint nok, og så fik vi også alle sammen en miniature-udgave af pokalen. Det er meget sjovt, for sådan en har Michael også. Han har bare vundet sin med Barcelona," siger Ebbe Skovdahl med en tanke på sin nevø med efternavnet Laudrup, der på det tidspunkt var i Juventus.

DA TÅRERNE LØB PÅ LYSETS STADION
Men spillet havde ikke været imponerende i La Coruña. Det var fysisk, og det blev 0-0 og 1-1, og tilbage i Lissabon var det ikke så nemt for den danske træner at fortælle, forklare og overbevise de portugisiske og brasilianske spillere om det fornuftige i at presse højt.

"Jeg prøvede at sætte noget op, men de spillede mere afventende, så det kæmpede jeg noget med. Jeg kan huske, hvordan jeg sad med assistenten Toni hjemme i lejligheden og gik det igennem, han var gammel landsholdsspiller og en dygtig taktiker, men jeg kunne jo ikke få det skrevet ned på portugisisk, så jeg måtte stå og forklare det på engelsk, som han så skulle oversætte. Og så gik der altså en hel del tabt over for spillerne," siger Ebbe Skovdahl, der på grund af den sproglige barriere til gengæld slap for at blande sig i de evindelige fodboldpolitiske problemer.

For eksempel lå over 100 landsholdsspillere i krig med forbundet, mens ligaen et par uger før sæsonstart blev udvidet fra 16 til 20 hold, men den danske træner havde rigeligt at se til med sit eget, og det begyndte også fint med to sejre på udebane. Men så tabte man " hjemme" til Setubal, kampen var blevet flyttet til det olympiske stadion i byen, og derefter og meget værre, den første kamp i sæsonen hjemme på Estadio da Luz til lille Maritimo fra Madeira.

"Ja, det skal man helst ikke gøre," som Skovdahl tørt konstaterer.

"Efter kampen sagde de, at vi ikke måtte gå ud af stadion, for tilskuerne var jo tossede over at have tabt en hjemmekamp, og de råbte, og de skreg, de der par hundrede mennesker udenfor. Jeg tror ikke, at Lene og jeg kom hjem før klokken fem om morgenen. Men kampen efter vandt vi så, og så stod de bare og klappede og råbte hurra," siger den gamle Benfica-træner, der, selv om resultaterne rettede sig, dog med det samme var under pres på grund af den halvdårlige start.

"Jeg følte mig jo presset hele tiden, men ikke kun af tilhængerne og alt det, der var dernede, men også af mig selv. Jeg presser mig selv, og jeg vidste jo godt, hvad det handlede om. Jeg behøvede ikke nogen til at formen tælle mig det. Men ude i Estoril, hvor vi boede, kunne man sagtens gå for sig selv, og vi kunne også tage ind til byen og kigge, når vi havde gæster, men man blev selvfølgelig genkendt," fortæller Skovdahl, der dog mærkede det største pres, når han havde 80.000 tilskuere på nakken inde på Estadio da Luz.

"Sådan et antal tilskuere kunne jo godt tage vejret lidt fra én, men da jeg så kom i modvind, havde jeg da så meget sund fornuft, at jeg havde overvejet, hvad jeg kunne gøre, og så var det, at jeg satte ham der den lille tekniske Chalana ind. Han havde været skadet, jeg gav ham comeback, og så blev der ikke skrevet om andet."

"Men jeg havde dog ikke regnet med den reaktion, da jeg sendte ham til opvarmning. Bolden var midt inde på banen, og pludselig jublede de 80.000 mennesker bare, så jeg aldrig har været ude for noget lignende. Det var helt vildt. På tv-billederne kunne man endda se, hvordan folk græd. Kvinderne stod med lommetørklæder, og mændene tudede simpelt hen. Det gav mig lige en puster," lyder det med et grin fra Ebbe Skovdahl om indskiftningen af den legendariske Benfica-wing, der var vendt hjem efter et par sæsoner i Bordeaux men aldrig nåede fortidens højder på grund af skader.

EFTER TRE NEDERLAG VAR DET SLUT
Udover ligaen og pokalen var Benfica selvfølgelig også med i Europa Cuppen for mesterhold lige som den forsvarende vinder fra Porto, og efter at have besejret Partizan Tirana i 1. runde bød 2. runde på en tur hjem til Danmark for Skovdahl, der trak AGF. Og mens Porto røg ud til Real Madrid, gik Benfica videre, men det var dog ikke imponerende, for det blev 0-0 i Århus, hvor AGF endda brændte et straffespark ved målmand Troels Rasmussen, og en beskeden 1-0 sejr hjemme i Lissabon.

"Det var en af de gange, hvor jeg dummede mig. Eusebio var assistent, men han var mere én, der gik og snakkede lidt med spillerne og tog sig af målmændene. Så sagde han: " Nu sætter jeg den deroppe," og bom, så sad den oppe i hjørnet. Så han måtte jo moderere det lidt en gang imellem for at give dem en chance."

"Da vi så skulle møde AGF, var der masser af danske journalister, og de spurgte også om Eusebio, og så sagde jeg, at det jo var svært for ham. Han havde så mange ar på begge knæ på grund af operationer, og han havde hele tiden skullet spille - han havde jo været en af verdens bedste - så han havde smerter hele tiden og måtte sidde med isposer på begge knæ, når han havde været inde at sparke 20 minutter på målmændene."

"Det blev slået stort op i Danmark, og det kom også til Lissabon, så jeg skulle forsvare mig over for journalisterne og Eusebio, for sådan noget skal man så ikke sige. Det var noget skidt. Man måtte ikke sige noget negativt om ham. Det lærte jeg. Selv om man er så langt væk, så skal man ikke sige noget, man ikke vil høre dernede. Det var en lærestreg," siger Skovdahl, der slet ikke havde ment noget nedvurderende.

"Han var jo en kæmpe stjerne i mine unge dage. Det var ham, der kom tættest på Pelé. Og da jeg lærte ham at kende var han en fantastisk fyr. Stille og rolig. Virkelig sympatisk og god at snakke fodbold med," fortæller Skovdahl om sin gamle assistent, der fik en heltebegravelse, da han døde i januar for to år siden.

Benfica var modsat Porto videre i Europa, og i ligaen lå de nummer to, men der var stadig utilfredshed, for spillet fungerede ikke, og da det kun blev til 2-2 hjemme mod bundholdet Farense den 27. november var det slut.

For Porto vandt og rykkede fem point foran (svarende til syv point, hvis man fik tre point for en sejr) efter 12 kampe, og Benficas målscore var miserable 15-7 mod rivalernes 31-9.

Så selv om Skovdahls samlede regnskab med Europa og pokalen lød på fine 10 sejre, tre uafgjorte og tre nederlag, så var det slut.

"Börje ringede og fortalte mig det. Og de ville have, at jeg selv skulle sige op. Men jeg sagde: "Det gør jeg ikke. Hvis de ikke vil have mig mere, så kan de fyre mig." Og det gjorde de så. Det var et nederlag og en skuffelse, at jeg ikke fik mere end de fire måneder, men der var jo ikke noget at gøre ved det."

"Senere på ugen holdt jeg i kø over broen, og der holdt så en mand i en bil et par biler bag mig. Han steg ud og gik op og bankede på vinduet, og så gav han mig hånden og sagde, at han syntes, at det var uretfærdigt. Jeg sagde bare "sådan er livet" og "tak skal du have." Men det var mig, der var træner, og det var mig, der havde ansvaret. Jeg har altid sagt, at hvis man ikke leverer varen i forhold til forventningerne, må man også tage den ballade, der følger med, og alle de negative ting," fortæller Skovdahl, der dog blev boende med fruen et par måneder hen over julen i Estoril, før han vendte tilbage til Brøndby, som Birger Peitersen i hans fravær havde gjort til mestre.

"Når jeg kigger tilbage, så var halvandet års erfaring med fuldtidsprofessionelle fodboldspillere nok for lidt til fodboldspillere, der havde været professionelle, siden de blev ynglingespillere."

"Jeg synes i hvert fald ikke, at der var nogen kamp, hvor det virkelig kørte, som man jo var blevet lidt forvænt med i Brøndby. I Portugal var det mere lige og mere kamp hver eneste gang. Jeg kom aldrig til at sidde afslappet ude på bænken og tænke: "Dem her har vi helt styr på." Det havde jeg ikke. Men det var jo også et fuldtidsprofessionelle hold alle sammen med mange brasilianere og afrikanere fra Mozambique eller andre steder."

"Men jeg har jo nok skudt det lidt fra mig, for umiddelbart var det lidt af en fiasko, at jeg ikke fik længere tid. På den anden side var det nok også noget, der drev mig til, at jeg måtte prøve det igen. Det kunne ikke være rigtigt. Så dum kunne man ikke være. Så derfor var jeg glad for, at jeg fik det tilbud i Skotland," siger Ebbe Skovdahl.

REVANCHE I SYDKOREA
For selv om det var skuffende i Benfica, fortsatte trænerlivet på bedste vis for den dengang 43-årige Skovdahl, der vandt fire mesterskaber med Brøndby omkring en afstikker til ambitiøse Vejle, hvor der duftede så dejligt af fodbold i Nørreskoven (mens Morten Olsen fik sin trænerdebut i Brøndby), og altså også kom til udlandet igen med tre-en-halv sæson i T Aberdeen. Men før vi lukker 90 hyggelige minutter ved spisebordet med minder fra de fine tider i Skotland - om at nå to pokalfinaler på Hampden Park i den første sæson men at tabe dem begge til Celtic og Rangers og om ved flere lejligheder at få besøg af den gamle Aberdeen-manager Sir Alex Ferguson, der altid tog sin danske kollega om skulderen og opmuntrende sagde "you're getting there" - så skal historien fra Lissabon lige afsluttes.

For den fik jo et forbløffende efterspil, da det hold, som spillede så sløjt i efteråret, pludselig løb ind i et imponerende europæisk forår. Godt nok indhentede Benfica aldrig Porto i ligaen, de sluttede tværtimod 11 point efter, men i Europa Cuppen for mesterhold gik det bedre. De slog Anderlecht i kvartfinalen (2-0 hjemme, 0-1 ude), Steaua Bukarest i semifinalen (0-0 ude, 2-0 hjemme) og så var Ebbe Skovdahls gamle mandskab pludselig i Europa Cup-finalen for mesterhold. Og hvad tænkte han så, da han en onsdag aften satte sig til rette i sofaen og tændte fjernsynet for at se finalen mellem PSV Eindhoven med alle danskerne (Ivan Nielsen, Jan Heintze og Søren Lerby fra start) og det Benfica, der ikke længere havde noget dansk islæt? "Satans også," lyder det tørt fra Ebbe Skovdahl om at se det hold, som assistenten Toni havde overtaget, på den største af alle scener.

"De spillede en lille smule mere defensivt end under mig, for det havde de gjort med ham englænderen, der var der tidligere, så det var noget med at komme hurtigt hjem bag midterlinjen og så stå der."

"Så vidt jeg husker kampen, var PSV lige et hak bedre. De var lige lidt farligere end Benfica, men de forsvarede sig godt, det var bare ikke mange angreb med afslutninger, de havde," fortæller Skovdahl om en af historiens kedeligere europæiske finaler.

Den endte 0-0 efter 120 minutter og blev så afgjort på straffespark, hvor den nye keeper Silvino, som Skovdahl havde været med til at køre ind på holdet, ikke havde samme held og dygtighed, som Bento havde haft 10 måneder tidligere i La Coruña, da han satte streger i handsken med Eusebios kuglepen.

Her kunne historien passende slutte, men den pensionerede træner har lige en krølle, han gerne vil have med og som relaterer til de to knappenåle, der sidder i Sydkorea på det store verdenskort ude i gangen. Det viser alle de steder, hvor han har været med fodbold og med fru Lene, og de mange knappenåle vidner om et berejst liv, men de to i Pusan og Seoul gjorde ham godt, kan man fornemme.

"Jeg mødte jo Benfica igen i 1989, hvor jeg med Brøndby var i Sydkorea for at spille noget, der hed President Cup. Der var to grupper, og vi tabte åbningskampen i vores til det tjekkiske landshold på Det Olympiske Stadion i Seoul. Men vi kom videre, da vi slog Nacional Montevideo nede i Pusan, og så skulle vi møde Benfica i slutspillet. Både Eusebio og Toni var med, ja Toni var stadig træner, og dem slog vi så med 3-0. Det var meget godt. Det hjalp lidt på humøret," siger Ebbe Skovdahl som et passende punktum på de fire måneder, hvor han stod i spidsen for en af verdens største klubber.

Fotos: Getty Images

---------------------------

Se alle de fede Europa League-kampe på Dplay til spotpris for Tipsbladets læsere - SE MERE HER.

Superliga

Mere Superliga

Fokus