• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Tipsbladet.dk

Elon Musk joker: Jeg køber Manchester United

Foto: Getty Images

I et tweet skrev Tesla-milliardæren, at han vil købe Manchester United. Men det var en joke, forklarer han.

Af Tipsbladet.dk

Teslas administrerende direktør, milliardæren Elon Musk, har ingen planer om at købe den engelske fodboldklub Manchester United.

Det var en joke, da han i et tweet skrev, at han vil købe klubben, forklarer han.

- Nej, det er en joke, der har kørt i lang tid på Twitter. Jeg skal ikke købe nogen sportsklubber, skriver Musk i et svar på det sociale medie, efter at en anden bruger har spurgt, om det er seriøst, at han vil købe klubben.

- Standup er min sidegesjæft, skriver Musk efterfølgende i et selvstændigt tweet.

Forvirringen kommer, efter at Musk i et tweet natten til onsdag dansk tid skrev, at han er klar til at købe Manchester United.

- I øvrigt køber jeg Manchester United. Selv tak, skrev han.

Elon Musk har tidligere annonceret store nyheder på det sociale medie. I midten af april skrev han således, at han havde indgivet et købstilbud på selv samme sociale medie, Twitter.

Siden har han forsøgt at trække sig fra aftalen, hvilket nu er endt i et juridisk opgør mellem Twitter og Musk. Sagen ventes at komme for retten i oktober.

Manchester United er uden point efter to kampe i den nye sæson af Premier League. Det er ikke sket siden 1992.

Senest faldt truppen sammen lørdag, da den tabte ude mod danskerklubben Brentford 0-4.

Manchester United nye manager, Erik ten Hag, kaldte efterfølgende indsatsen for ringe. Han understregede desuden, at han gerne ser holdet forstærket.
- Det er åbenlyst, at vi har brug for spillere, men jeg vil ikke tænke på det nu. De gode spillere, som vi har, burde have gjort det bedre, sagde hollænderen efter lussingen til BBC.

Manchester United har været ejet af den amerikanske Glazer-familie med base i Florida siden 2005.

Familiens ejerskab er jævnligt blevet kritiseret af især klubbens fans som følge af blandt andet den gæld og dårlige ledelse, der ifølge kritikerne fulgte i kølvandet på den kontroversielle overtagelse.

/ritzau/