Generelle Victor Risager

Havnet i kattepine efter FC København-exit

Foto: Jan Christensen/Getty Images

Ruben Gabrielsen forlod FC København ved årsskiftet. Nu kan han kun skifte til et meget begrænset antal klubber.

Af Victor Risager

Han tilbragte efteråret som lejesvend i FC København, men nu er Ruben Gabrielsen tilbage i Toulouse FC for en stund. Den franske klub er dog meget opsatte på at sende nordmanden videre i systemet, men her er han havnet i lidt af en kattepine.

I FIFA’s regler står der nemlig, at en spiller ikke må optræde for tre klubber i en enkelt sæson.

Og i og med at han nåede at spille seks kampe for Toulouse, før han kom til FC København, har Ruben Gabrielsen altså allerede spillet for to klubber i den indeværende sæson.

Det gør det sværere, men dog ikke helt umuligt, for Ruben Gabrielsen at finde sig en ny klub. Således kan nordmanden - ifølge TV2.no - nu kun skifte til en liga, hvor sæsonen følger kalenderåret og går fra forår til vinter og altså ikke fra sommer til sommer som den danske.

Kun nogle få ligaer er dermed aktuelle, heriblandt den norske og den amerikanske, og ifølge TV2.no har den norske midtstopper også interesse fra begge steder. Især skal Austin FC fra MLS være meget interesserede i stopperen.

Også Molde i hjemlandet skal have vist interesse.

29-årige Ruben Gabrielsen nåede blot at spille syv kampe for FC København i løbet af efteråret, hvor han også til tider døjede med skader.