Generelle Lasse Claes

Nul minutter i sæsonen: Nu kan dansker få chancen

Foto: Lars Ronbog

Oliver Christensen kan snart få nogle meget vigtige minutter på fodboldbanen i Tyskland.

Af Lasse Claes

Nul minutter. 

Det er så lang tid, at Oliver Christensen har været på banen for Hertha Berlin i denne sæson. 

Men nu kan den tidligere OB-målmand måske se frem til at starte i buret, når hovedstadsklubben møder Hamburger SV i nogle meget vigtige kampe. 

De to tyske fodboldklubber skal nemlig spille to playoff-kampe mod hinanden om at være en del af Bundesligaen i næste sæson. 

Her må Hertha Berlin undvære den normale førstemålmand, Marcel Lotka, som fik hjernerystelse og brækkede næsen i weekenden mod Dortmund. 

Og det gør, at Oliver Christensen vil få sine første minutter i denne sæson. Det skriver Bild. 

Med al sandsynlighed vil det dog være en rusten tidligere Superliga-målmand, som stiller sig ind mellem stængerne. 

Oliver Christensen har nemlig kun spillet nogle få kampe for Hertha Berlins ungdomshold i denne sæson. Ellers har det heddet bænket for danskeren. 

Han mangler altså fortsat at få sine første minutter på banen i Tysklands bedste fodboldrække.