• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Anders Dehn

Ny rævekage? Det minder om det gamle FIFA

Foto: Getty Images

FIFA har tildelt klub-VM til De Forenede Arabiske Emirater, selv om værtskaber burde inddrage hensyn til menneskerettigheder.

Af Anders Dehn

I sidste uge listede FIFA nyheden om, hvor det kommende klub-VM skal spilles, ud til offentligheden. Det tiltrak ikke megen opmærksomhed, men det burde det måske have gjort. For noget tyder på, at FIFA end ikke har overholdt sine egne regler.

Verdensforbundet besluttede nemlig, at det kommende klub-VM skal spilles i De Forenede Arabiske Emirater i begyndelsen af 2022. Japan var udset som vært, men trak sig på grund af smitteudviklingen i landet.

Men FIFA's beslutning kan meget vel være i strid med FIFA's egne regler på i hvert fald to punkter.

- Der er flere problematiske spørgsmål, som Stanis Elsborg, senioranalytiker ved Play the Game, bemærker.

Play the Game arbejder for demokrati, gennemsigtighed og ytringsfrihed i sportens verden, og Elsborg ser med skepsis på FIFA's beslutning for klub-VM.

Det gør han blandt andet, fordi verdensforbundet selv vedtog i 2017, at kontrakterne med fremtidige værter for FIFA-turneringer skulle tilføjes en klausul om at leve op til menneskerettighederne.Emiraterne er dog ifølge flere eksperter endnu værre på det punkt end Qatar.

- Man må spørge, hvor meget det så fylder i FIFA's bevidsthed. Det efterlader det spørgsmål, om de ændringer, som FIFA gerne vil lave, overhovedet har nogen betydning for tildelingen af værtskaber? De gav også Kina klub-VM efter indførslen af de regler, siger Elsborg.

Ligesom FIFA under Blatter
Det var faktisk meningen, at Kina skulle have haft et udvidet klub-VM allerede i sommer, men det blev hurtigt droppet på grund af pandemien. Men allerede da FIFA tildelte værtskabet til Kina, var Human Rights Watch ude at påpege, at FIFA brød sine egne regler. Både hvad angik hensynet til menneskerettigheder, og hvad angår en offentlig budproces.

Sidstnævnte efterlyser Stanis Elsborg også i denne omgang.

- Hvilken proces har det været? Var der andre, der ville have det? Var der en budproces, hvor andre lande indleverede et bud? Vi hører bare, at Japan ikke kan afholde det, og så har man givet det til Emiraterne, siger han.

- Det er den klassiske lukkethed i idrætten, for vi aner ikke, hvad der ligger til grund for tildelingen.

For Elsborg er eksemplet med klub-VM endnu et i rækken på, at FIFA under præsident Gianni Infantino til forveksling minder om FIFA under hans skandaleombruste forgænger Sepp Blatter. Til trods for Infantinos løfter om at renskue FIFA's rennomé.

- Der er efterhånden ikke meget, der tyder på, at det gamle og nye FIFA adskiller sig synderligt meget. Jeg tror ikke, den samme korruption, hvor penge bliver uddelt til højre og venstre, er mulig længere, for de har indført nogle tiltag i forhold til økonomistyring og regnskaber, der ikke gør det muligt. 

- Men jeg husker tydeligt, hvordan Infantino sagde: ”Vi skal genoprette FIFA’s image”. Jeg synes efterhånden, at "det nye FIFA’s" image er lige så blakket som det gamle. Infantinos øjne og retning vender mod autoritære regimer, siger Stanis Elsborg.

Så den direkte korruption er væk, men de politiske rævekager lever i bedste velgående?

- Ja, det er der meget, der tyder på.

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020