Generelle Ole Hoffskov

Pokal-optakt: OB - FC Midtjylland

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Traditionen tro byder Kristi himmelfartsdag på en pokalfinale i dansk fodbold. Denne gang mellem OB og FC Midtjylland.

Af Ole Hoffskov

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 15.00
Spillested: Brøndby Stadion
Dommer: Sandi Putros
På TV: DR 1
Hashtag: #obfcm #sydbankpokalen

Holdnyt:
OB:
Fynboerne kom aldrig i reel nedrykningsfarie i slutspillet, og Andreas Alms mandskab er ganske svære at slå i øjeblikket. Det lykkedes godt nok for Vejle Boldklub senest, men OB har blot tabt to af de seneste 15 opgør. 

Der er altså grund til optimisme på Fyn forud for torsdagens pokalfinale, som kan redde hele OB's sæson. I Superligaen levede de stribede ikke op til forventningerne, men hvis holdet slutter med at løfte et trofæ, kan man ikke andet end at godkende Andreas Alms første sæson som cheftræner.

OB var senest i en pokalfinale i 2007, og dengang lykkedes det fynboerne at besejre FC København med 2-1. 

Andreas Alms tropper har på vejen mod finalen ekspederet FC Roskilde, FC Helsingør, FC Nordsjælland og Randers FC ud af turneringen. OB's topscorer i turneringen er offensivspilleren Emmauel Sabbi. 

FC Midtjylland:
"Ulvene" havde ifølge Bo Henriksen en målsætning om at vinde mesterskabet komfortabelt. Det gjorde de som bekendt ikke, og nu kan pokalen blive en trøstepræmie for FC Midtjylland.

Det er FC Midtjyllands sjette pokalfinale de sidste 20 år, og "ulvene" vandt den seneste i 2019. Historisk er turneringen dog forbundet med stor smerte for FCM, der tabte de første fire. 

FC Midtjylland slog Vejle Boldklub ud i semifinalen, og inden da havde storklubben også elimineret Brøndby IF, AaB og Kjellerup IF. 

FC Midtjyllands mål i turneringen er blevet sat ind af hele 11 forskellige spillere - én af målscorerne er angriberen Junior Brumado, der desværre misser torsdagens finale med en skade.

Også Nikolas Dyhr og Elias Olafsson er på skadeslisten.

Karantæner:
OB: Ingen
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
OB (4-2-3-1): Bernat - Mickelson, Larsen, Ivancevic, Skjelvik - Tverskov, Thomasen - Sabbi, Frøkjær, Breum - Jebali

FC Midtjylland (3-4-3): Ousted - Dalsgaard, Sviatchenko, Høegh - Andersson, Onyedika, Evander, Thychosen - Isaksen, Dreyer, Chilufya

Profilen:
Jens Jakob Thomasen spiller sin sidste kamp for OB, og det vil være et smukt punktum for midtbanespilleren, hvis han kan sikre sin barndomsklub det første trofæ i 15 år. Thomasen skal blandt andre tumle med Evander på midtbanen, og han får helt sikkert nok at se til, når han ifører sig de blå og hvide striber for sidste gang.

Vidste du, at..:
Det er første gang i historien, at pokalfinalen spilles på Brøndby Stadion. De seneste to år er finalen blevet afviklet på jysk jord, men nu er det altså på Københavns Vestegn, at årets pokalvinder skal findes. 

Dom:
FC Midtjylland er favoritter, men det bliver en svær opgave for Evander og holdkammeraterne. OB har traditionelt et ganske godt tag på "ulvene", og det giver naturligvis holdet en tro på tingene. Det kan gå begge veje, men buddet herfra er, at FC Midtjylland trækker det længste strå i en tæt finale. FCM slår OB 2-1 og kan lade sig hylde som pokalvindere.