• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Generelle Troels Bager Thøgersen

PSG-boss raser mod Barca: Efterforskning på vej

Foto: Getty Images

Nasser Al-Khelaïfi, præsident for Paris Saint-Germain og kluborganisationen European Club Association, forudser en UEFA-efterforskning af Barcelonas økonomiske manøvrer.

Af Troels Bager Thøgersen

FC Barcelonas manøvrer her i 2022 har vakt opsigt i europæisk fodbold.

Barcelona og klubbens præsident Joan Laporta finansierede transfers til et samlet milliardbeløb af blandt andre Robert Lewandowski, Andreas Chrsistensen og Raphinha ved at pantsætte en betydelig del af klubbens fremtidige indtægter fra tv og sponsoraftaler, ligesom et nyt, storstilet stadionprojekt delvist skal finansieres med fremtidige indtægter fra hjemmekampe på det ombyggede Camp Nou.

FC Barcelonas manvører har været ekstra bemærkelsesværdige med tanke på, at klubben ifølge Laportas egne finansfolk har en gæld omkring 10 milliarder kroner oparbejdet under den tidligere ledelse.

Og Barcelonas beslutninger får også præsidenten for Paris Saint-Germain, Nasser Al-Khelaïfi, på banen.

Den qatarske sportsleder er også præsident for European Club Association (ECA), de europæiske klubbers brancheorganisation, og i et interview med Politico spår ECA-chefen, at Barcelonas handlemåde kommer under lup hos det udvalg i UEFA, der overvåger klubbernes overholdelse af Financial Fair Play-reglerne.

- Er det fair? Nej, det er ikke fair...Er det lovligt? Det ved jeg ikke, siger Nasser Al-Khelaïfi til Politico.

- Hvis de [fodboldens myndigheder] tillader det her, vil andre gøre det samme. UEFA har selvfølgelig deres egne regler. Jeg er sikker på, at de vil se det hele efter.

European Club Association holdt generalforsamling i Istanbul i sidste uge, hvor Nasser Al-Khelaïfi også kritiserede det Super League-projekt, FC Barcelona, Real Madrid og Juventus stod i spidsen for sidste år.

Kritikere af Nasser Al-Khelaïfi og Qatar-ejede Paris Saint-Germain påpeger, at det lige netop er klubber som PSG og deres kunstigt oppumpede indtægter fra blandt andet sponsorater og medieaftaler, der har været medvirkende til at presse eksempelvis FC Barcelona ud i et højere forbrug, end klubben havde råd til.

Nasser Al-Khelaïfi er ud over rollerne i Paris Saint-Germain og ECA også bestyrelsesformand for det Qatar-statsejede beIN MEDIA GROUP, der driver sports-medieselskabet beIN SPORTS.

Sidstnævnte selskab har tidligere vakt opsigt på grund af lukrative medieaftaler med franske Ligue 1, der indirekte støttede PSG med massive indtægtsstigninger fra de tv-aftaler, beIN SPORTS bød op i pris.