Generelle Victor Risager

Taler om fyringsrygter: Som menneske er det hårdt

Foto: Getty Images

Brian Priske erkender, at det er hårdt at læse aviser, hvor der skrives en hel del om hans fremtid i Royal Antwerp.

Af Victor Risager

I månedsvis har der været spekulationer om Brian Priskes fremtid i Royal Antwerp, selvom klubben sæsonen igennem har kæmpet med om de øverste pladser og ser ud til at ende på en fjerdeplads.

For nylig har adskillige belgiske medier også kunnet skrive, at Brian Priske ventes at blive fyret og afløst af den hollandske legende Mark van Bommel. 

Og det er ikke noget, der har været synderligt nemt at navigere i for den tidligere FC Midtjylland-cheftræner. Det fortæller han ifølge belgiske medier ovenpå Royal Antwerps sejr over Union SG søndag eftermiddag.

- Jeg læser aviser som alle andre, og som menneske er det nogle gange svært. Jeg forstår det som professionel, men som menneske er det hårdt. Men frem for alt er jeg stolt af denne gruppe og deres sejr i denne kamp, lyder det Brian Priske, der også kommer ind på fremtiden:

- Jeg har stadig et år tilbage af min kontrakt, og jeg bliver så længe, det er nødvendigt. Jeg vil gøre det bedste for den her gruppe. Vi arbejder hårdt selv under vanskelige omstændigheder.

Brian Priske, 45 år, overtog trænertjansen i Royal Antwerp i sommer efter små to år som FC Midtjylland-træner. Han har stået i spidsen for den belgiske klub i 49 kampe, som har budt på 22 sejre, ni uafgjorte og 17 nederlag.  

Søndagens kamp var sæsonens sidste for Royal Antwerp, og altså måske også danskerens sidste i spidsen for klubben.