Generelle Mathias Høj Jensen

Tangerer vild rekord: Ikke sket siden 1954

Foto: Getty Images

Der er gået total målfest i den i Fulham i de seneste uger, og det har resulteret i en tangering af gammel rekord.

Af Mathias Høj Jensen

Fulham er den første klub til at score seks eller flere mål i tre kampe i træk i den næstbedste række i England siden 1954.

Det skriver statistikfirmaet OptaJoe på Twitter.

Dermed har London-klubben tangeret rekorden, som Everton satte for 67 år siden. I selvsamme sæson rykkede Everton op i Premier League.

Fulham åbnede 2022-programmet i Championship med et brag. Her blev det til en sejr på 7-0 ude mod Reading.

I sidste uge blev det så til endnu en storsejr for London-klubben med cifrene 6-2 hjemme over Bristol City, inden rekorden blev en realitet med sejren på 6-2 over Birmingham i tirsdags.

Fulham fører Championship med fem point ned til Bournemouth på andenpladsen, og klubben har scoret hele 70 mål i de første 26 ligakampe. Det er 26 mål flere end den næstmest scorende klub i ligaen Blackburn.

Lørdag kan Fulham sætte sig alene på rekorden, når modstanderen hedder Stoke i Championship.

Der er kampstart klokken 16.00.