La Liga Victor Risager

Medie: Storklub tilbudt Gareth Bale

Foto: Getty Images

Real Madrid-waliseren er angiveligt blevet tilbudt til lokalrivalerne, men Atletico Madrid har ingen planer om at hente Gareth Bale, lyder det fra COPE.

Af Victor Risager

Gareth Bales kontrakt med Real Madrid udløber denne sommer, og den walisiske stjernespiller skal finde sig en ny arbejdsgiver. Men det bliver efter alt at dømme ikke bysbørnene Atletico Madrid.

Ifølge COPE har offensivspillerens agent, Jonathan Barnett, ellers holdt et møde med Atletico Madrid for at tilbyde klubben muligheden for at hente Gareth Bale.

Her kom beskeden dog fra Andrea Berta, sportsdirektør i Atletico Madrid, at de ikke umiddelbart har planer om at hente den 32-årige waliser denne sommer.

Det er uvist, hvad Gareth Bales fremtidsplaner er, men ifølge COPE er det en reel mulighed at stoppe karrieren, hvis Wales ikke kvalificerer sig til VM-slutrunden i efteråret. Mediet mener at vide, at han ikke har intentioner om at vende tilbage til Premier League, fordi han og familien er glade for at bo i Madrid.

I næste uge afgøres det, om Wales skal til VM eller ej. Her skal de møde enten Ukraine eller Skotland i playoff-finale, hvor vinderen kan indløse billetten til slutrunden.

Gareth Bale, 32 år, har været på kontrakt i Real Madrid, siden klubben hentede ham fra Tottenham i 2013. Det er blevet til 258 kampe for madrilenerne med 106 mål til følge, men i de seneste sæsoner har han haft en mindre rolle i klubben.