• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Landshold Mikkel Fuhr Nielsen

Havnet i vælten: Her er Thomas Franks reaktion

Foto: Getty Images

Thomas Frank blev bedt om at forholde sig til Danmarks sorte VM-trøje, som ifølge trøjesponsoren bærer et særligt budskab.

Af Mikkel Fuhr Nielsen

Onsdag havnede Danmark og særligt landsholdets sorte tredjetrøje under VM i Qatar i vælten.

Det gjorde den over hele verden, da Hummel, landsholdets trøjesponsor, fortalte, at den sorte tredjetrøje også fungerer som et form for sørgebind til minde om alle de tusinde migrantarbejdere, der er gået bort i Qatar.

Det fik komitéen for planlægningen af VM-slutrunden i Qatar, SC, til at gå til modangreb. Her opfordrede de DBU til at informere Hummel om realiteterne i Qatar, der ifølge dem ikke indbefatter flere tusinde døde migrantarbejdere.

Alt imens skal der også snart spilles fodbold igen efter en veloverstået landsholdstermin. Torsdag blev der således afholdt pressemøder forud for blandt andet Brentfords møde med Bournemouth, og her blev Thomas Frank bedt om at forholde sig til Danmarks trøje.

- Selvfølgelig har jeg læst nyhederne om den sorte trøje. Jeg synes, Danmark skal besvare det spørgsmål og ikke mig. Jeg kunne ringe til min gode ven Kasper [Hjulmand, red.], hvis det er, men jeg ved ikke, om han vil sige noget om det, siger Thomas Frank ifølge Football Daily, og fortsætter.

- Det er et meget følsomt emne, som ikke er noget for mig at tale om offentligt lige nu. Jeg har selvfølgelig mine tanker, afslutter Frank.

Den danske cheftræner ville istedet tale om sine spillere samt kampen, og her gav han positivt nyt om Mikkel Damsgaard, der er ved at være så klar, at han er i spil til startopstillingen.

- Det hele går efter planen. Han er ikke startet inde i Premier League, men han er nu på et stadie, hvor han kan begynde at kæmpe om en startplads. Han viser mig, at jeg ikke skal være i tvivl om at starte ham inde.

Brentford gæster lørdag klokken 16.00 Bournemouth. I de første syv spillerunder er det blevet til ni point for Thomas Franks mandskab.