• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Landshold Ole Hoffskov

Optakt: Danmark - Israel

Foto: Getty Images

Danmark kan tage et kæmpe skridt mod VM med en sejr over Israel i Parken.

Af Ole Hoffskov

Kampfakta:
Kampstart: Tirsdag klokken 20.45
Spillested: Parken, København 
Dommer. Tobias Stieler, Tyskland
På TV: Kanal 5
Hashtag: #danisr #landsholdet 

Holdnyt:
Danmark
Fem kampe, fem sejre og nul indkasserede mål. 

VM-kvalifikationen kunne ikke være startet bedre for Kasper Hjulmands tropper, og det ligner efterhånden, at der godt kan sættes kryds i kalenderen i vinteren 2022. Særligt hvis det bliver til en sejr over Israel tirsdag aften. 

Det er dog ikke alt, det er værd at løfte på klaphatten for. Det seneste opgør på Færøerne var ikke prangende, og der var alt for mange reserver, der ikke greb chancen. I sidste ende sluttede det godt, da Jonas Wind dukkede op og sikrede en 1-0-sejr.

I kølvandet på opgøret mod Færøerne har Anders Christiansen forladt den danske lejr, og han er blevet erstattet af Andreas Cornelius. 

Der er ingen tvivl om, at Kasper Hjulmand går tilbage til at stille med A-kæden mod Israel.

Israel:
Det var ventet, at Østrig ville være Danmarks hårdeste konkurrent i VM-kvalifikationen, men det er Israel, der har indtaget den rolle, og de understregede det blot ved at tæve netop Østrig med 5-2 lørdag aften.

Kasper Hjulmand fremhæver især israelernes offensiv, og man må da også bare erkende, at 14 mål i fem kampe er ganske godt gået af et hold, der normalt ikke regnes som noget særligt.

Hvis Israel vil gøre sig forhåbninger om førstepladsen, skal holdet helst vinde i Parken, og det skal blive spændende at se, om gæsterne vil blæse til angreb, eller om de vil være mere påpasselige som de fleste udehold i den danske nationalarena.

Israel er nummer 81 på FIFA's verdensrangliste.

Karantæner:
Danmark: Ingen
Israel: Ingen

Bud på startopstillinger:
Danmark (3-4-3): Schmeichel - Andersen, Kjær, Christensen - Wass, Højbjerg, Delaney, Mæhle - Poulsen, Wind, Damsgaard 

Israel (5-3-2): Marricano - Dasa, Dgani, Tibi, Bitton, Menahem - Abd Elhamed, Solomon, Natcho - Zahavi, Dabbur

Profilen:
Der er én ubetinget stjerne på det israelske landshold, og det er angriberen Eran Zahavi, som Danmark skal holde et meget vågent øje med. Zahavi er på en delt andenplads på den samlede VM-kvalifikations topscorerliste med seks mål, og det er ikke nyt for PSV-angriberen at lægge så højt. I den seneste EM-kvalifikationen var det kun Harry Kane, der scorede flere mål end Zahavis 11. 

Vidste du, at:..:
Uanset hvordan det går i Parken tirsdag aften, bliver der fest i Israel. Det jødiske nytår falder nemlig i denne uge, og det markeres blandt andet med stor festivitas. 

Dom:
Danmark er favoritter, men skal være på vagt over for den israelske offensiv, der har kvalitet nok til at straffe Simon Kjær og co., hvis de rød-hvide bliver for ukoncentrerede. Vi tror dog på en dansk sejr.

Israel har stort set stillet med det samme hold i de seneste to kampe, og snart skal de spille kamp tre på en uge. Kasper Hjulmand fik derimod sparet et par nøglespillere mod Færøerne, og det tæller i danskernes favør. Og så er Danmark bare svære at slå i Parken.

Vi byder en 2-0-sejr til Danmark, og dermed kommer VM-billetterne så godt som i hus.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020