Landshold Mikkel Fuhr Nielsen

Schmeichel om Eriksen-kollaps: Vi var magtesløse

Foto: Getty Images

Ingen glemmer nogensinde den traumatiske oplevelse, som fandt sted i Parken mod Finland. I en ny dokumentar sætter Kasper Schmeichel ord på Christian Eriksens kollaps.

Af Mikkel Fuhr Nielsen

Den 12. juni 2021 vil for de fleste stå som en dybt traumatisk dag.

Christian Eriksen faldt livløs til jorden i Parken mod Finland. De danske spillere - anført af Kasper Schmeichel og Simon Kjær - var hurtige til at reagere og få resten af landsholdet til at danne en mur rundt om Eriksen:

- På den måde Christian faldt, kunne man se, at noget var galt. Vi følte os magtesløse. Vi var i samme båd som alle andre, og vi havde ikke mere information end alle andre. Den eneste forskel var, at vi så det hele fra første parket. Det sidste vi ville, var at billederne af Christian skulle ses på tv, siger Kasper Schmeichel i en ny dokumentar fra ITV med navnet Against The Odds.

Det danske landshold og dets sundshedsstab er efterfølgende blevet tildelt FIFA's Fair Play-award ved mandagens prisuddeling for deres håndtering af hele situationen.

Christian Eriksen er på benene igen, og vil gerne i gang med at spille fodbold. Der er angiveligt stor interesse for danskeren - specielt fra Premier League, hvor Brentford endda er kommet med et kontrakttilbud.