Landshold Oliver Okstrøm

U-kampe for Danmark: Nu er han udtaget for Tyrkiet

Foto: Getty Images

Den udlejede FC Midtjylland-spiller skal nu møde Danmark for Tyrkiet.

Af Oliver Okstrøm

FC Midtjyllands Aral Simsir har i løbet af sin karriere både spillet for det danske U16-, U17-, U18- og U19-landshold. Men offensivspilleren med de tyrkiske rødder har nu udsigt til at få debut for Tyrkiets U21-landshold.

Mandag har det tyrkiske fodboldforbund præstenteret det hold, som er udtaget. 

Det er første gang, at han er med på et tyrkisk landshold, og den første kamp for Tyrkiets U21-landshold kan endda komme mod intet mindre end Danmark, som de skal møde som det ene af to hold i den kommende samling. Det andet landshold er Kazakhstan.

Det er begge i kvalifikationen til U21-EM, hvor Danmark er på andenpladsen og tre point foran tyrkerne, hvor sidstnævnte har spillet en kamp mere.

Efter et ret aktivt transfervindue - dog uden et salg - blev Aral Simsir udlejet til norske Jerv, hvor det er blevet til syv kampe og en enkelt scoring for oprykkerne.

Der var ellers massiv interesse fra netop tyrkisk fodbold for Simsir. Det blev som nævnt ikke til noget, som han erkendte var "100 procent nederen". Læs mere om det her.

Det er set før, at en spiller har fået en del U-landskampe for Danmark, men i stedet valgte Tyrkiet. Det var i sin tid Emre Mor, hvor det dengang var A-landsholdet, som han kom med på for tyrkerne i stedet for Danmark.