Ligue 1 Lars Gram-Hanssen

Legende fik sviner i privatbesked fra Lionel Messi

Foto: Getty Images

Jamie Carragher udtrykte tidligere på sæsonen skepsis ved Paris Saint-Germains beslutning om at hente Lionel Messi. Og den udtalelse satte argentineren angiveligt ikke pris på.

Af Lars Gram-Hanssen

Lionel Messi har aldrig spillet i Premier League, men argentineren følger tilsyneladende alligevel med i Sky Sports-programmet 'Monday Night Football'.

I hvert fald lyder det nu fra Jamie Carragher, at Messi tog til genmæle, efter at Carragher stillede spørgsmålstegn ved superstjernens skifte til Paris Saint-Germian.

- Jeg stak lidt til Cristiano Ronaldo tidligere i sæsonen, hvor jeg ikke syntes, at han var et særligt godt indkøb for Manchester United. Og jeg brugte Messi som eksempel, da jeg heller ikke vurderede, at Messi var en glimrende handel for PSG. Jeg var i Monday Night Football, og jeg fik en privatbesked på Instagram. Fra manden selv [Messi, red.]. Jeg kommer ikke til at stå og vise privatbeskeder frem, men han kaldte mig egentlig bare for et æsel, lød det således fredag fra Jamie Carragher i Sky Sports-studiet. 

- Han [Messi, red.] ser Monday Night Football, så forhåbentligt ser han også Friday Night Football, for Lionel, vi elsker dig. Den bedste spiller nogensinde og ja, sammenlignet med dig, så var jeg et æsel. Det accepterer jeg, men du kommer ikke med på det her hold [Carraghers bud på årets hold, red.]. Du har ikke spillet godt nok, selvom du vandt Copa America. Det er ikke nok til at skubbe Salah ud af mit hold.

Lionel Messi har tilsyneladende en forkærlighed for at bruge 'æsel' som en fornærmelse, for tilbage i 2019 udtalte Liverpools Jamie Milner, at Messi havde kaldt ham for æsel, efter at argentineren havde lavet en tunnel på Milner.