Premier League Lars Gram-Hanssen

Avis: 'AC' i fremskreden dialog - vil ikke vente

Foto: Getty Images

Ifølge den spanske avis Sport ønsker Andreas Christensen at få afklaret sin fremtid inden udgangen af januar.

Af Lars Gram-Hanssen

Andreas Christensens dage i Chelsea kan meget vel være talte, og ifølge den spanske avis Sport ventes danskerens beslutning om fremtiden at være lige på trapperne. 

Ifølge Sport er forhandlingerne mellem Andreas Christensen og FC Barcelona således 'fremskredne', og avisen peger på, at en aftale meget vel kan komme på plads i slutningen af januar.

- Barça har været meget opmærksomme på markedet for gratis spillere, og Chelsea-midterforsvareren Andreas Christensen er en af de prioriteter, som klubbens sportslige ledelse har arbejdet på i de seneste måneder, skriver Sport således. 

- Klubben er allerede i meget fremskredne forhandlinger om at hente ham fra juni af, men det er nødvendigt at få kontrakten på plads i løbet af januar, så man bevarer kontrollen over spilleren. Christensen er en spiller, der nyder stor beundring i den sportslige ledelse, trænerstaben synes godt om ham, og der forventes praktisk talt at opstå enighed om alt, pånær den endelige beslutning fra Barça, i løbet af de næste dage.

Ifølge Sport har forhandlingerne mellem FC Barcelona og Andreas Christensen været i gang i længere tid.

- Der er blevet bevaret en god relation til danskerens lejr, og i sommer begyndte man at arbejde på planen om at lukke transferen i løbet af januar. Danskeren ønsker ikke at vente med at tage en beslutning om sin fremtid til efter denne dato, da han har mange tilbud på hånden. Hans idé har dog hele tiden været at spille for Barça.

Ifølge Sport har FC Barcelona valgt at gå efter Andreas Christensen i stedet for Matthijs de Ligt, idet danskeren er gratis, hvilket kan frigive midler til at hente en topangriber.