• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Premier League Ole Hoffskov

Dommerekspert havde annulleret bizart Arsenal-mål

Foto: Getty Images

Jan Carlsen hælder til, at Arsenals 1-0-scoring på Old Trafford skulle have været annulleret.

Af Ole Hoffskov

Det var på ganske bizar vis, at Arsenal torsdag aften bragte sig foran 1-0 på Old Trafford mod Manchester United. 

I forbindelse med et hjørnespark blev David de Gea trådt på af sin egen medspiller, og mens spanieren lå og vred sig i smerte, sparkede Emile Smith Rowe bolden i et tomt mål. 

Først på den anden side af et VAR-gennemsyn blev scoringen godkendt, og selv dommer Martin Atkinson lignede en mand, der var i tvivl om, hvad reglerne foreskriver i sådan et tilfælde. 

Over for tipsbladet.dk forklarer Jan Carlsen, som er dommerobservatør og én af Europas mest velansete fortolkere af fodboldloven, hvordan han oplevede situationen.

- Fodboldloven foreskriver, at der skal være en målmand på hvert hold. Det fortolker vi i Danmark (og har gjort siden 1983) sådan, at det kun giver mening, hvis han også kan udfylde sin funktion som målmand, lyder det fra Jan Carlsen.

Man kan i den forbindelse tænke sig to yderpunkter, forklarer han videre.

1) Målmanden kaster sig efter en bold helt ude ved stolpen, brager hovedet ind i stolpen og falder til jorden, mens bolden går i mål. Målet godkendes – målmanden havde ikke brug for at være funktionsdygtig.

2) Samme situation, men nu springer bolden fra stolpen tilbage i straffesparksfeltet, hvor der lystigt spilles videre, mens målmanden ligger på jorden. Spillet skal afbrydes, da målmanden ikke længere kan udøve sin funktion som målmand.

- Og så er der desværre alt det ind imellem. Tingene er meget sjældent sorte eller hvide, siger Jan Carlsen og fortsætter:

- I gårsdagens situation bliver De Gea trådt ned af en medspiller og ligger på jorden, da bolden sparkes ind. Der er vel gået en 3-4 sekunder mellem de to hændelser, og bolden går ind en meters penge fra den liggende målmand.

- Vi er i grænseområdet, men for mig burde der være fløjtet af, da spillet fortsatte i feltet. Jeg har godt set Mark Clattenburg citeret for, at dommeren ikke kunne gøre noget, fordi det var en medspiller, der fældede De Gea. Det er selvfølgelig noget vrøvl  (og Clattenburg er i øvrigt blevet rasende klog på lovstof, efter at han stoppede som dommer). Selvfølgelig kan der ikke dømmes frispark – men spillet kan jo altid afbrydes.

- Dommeren kunne også sagtens have annulleret scoringen, selv om han ikke fik fløjtet, før bolden lå i nettet. Kendelser kan altid ændres, så længe bolden ikke er sat i spil igen. I givet fald ville det have været ved at lade bolden falde til De Gea, når han var kommet på højkant igen.

Kunne VAR have hjulpet dommeren?

- Nej. Hændelsen er uden for VAR-protokollen, da der jo ikke er sket nogen forseelse før scoringen. De bærende principper er stadig sund fornuft og ’What does football expect ?’ – og ud fra det ville jeg personligt afgjort have foretrukket, at målet var blevet annulleret, men vi er som sagt i grænselandet her, slutter Jan Carlsen.

Manchester United vandt opgøret 3-2 - du kan se den omtalte situation med David de Gea i videoen i toppen af artiklen.