Premier League Lars Gram-Hanssen

- En uønsket arv fra Solskjærs bløde tilgang

Foto: Getty Images

Manchester Uniteds trup er for stor og dårligt sammensat, lyder det nu i en hård kritik af Ole Gunnar Solskjær.

Af Lars Gram-Hanssen

Manchester United fyrede Ole Gunnar Solskjær i november, men den engelske storklub lider stadig under nordmandens dårlige håndtering af spillertruppen.

Sådan lyder det fra Manchester Evening News, der skriver, at Solskjær i sin tid på Old Trafford drev rovdrift på flere spillere.

- United er gået galt i byen med deres squad management, en uønsket arv fra Solskjærs bløde tilgang. De virker til at have ignoreret det faktum, at der er VM i år, og at timingen af slutrunden i Qatar fordobler problemerne, idet visse spillere vil forsøge at komme væk her til vinter og til sommer, skriver Manchester Evening News således. 

Ifølge avisen er situationen med Manchester Uniteds nuværende trup kommet ud af kontrol. Efter udlejningerne af Anthony Martial og Amad Diallo er der nu 27 spillere i førsteholdstruppen. Spillere som Jesse Lingard, Martial, Donny van de Beek og Dean Henderson har alle blikket rettet mod VM, som i høj grad styrer deres fremtidsplaner.

- Manchester United lider under Ole Gunnar Solskjærs trup-håndtering i det værst tænkelige år, lyder dommen fra Manchester Evening News. 

Avisen peger samtidig på, at Manchester United på deadline day i 2020 brugte sammenlagt 410 millioner kroner for Facundo Pellistri og Amad Diallo, der begge ser ud til at være langt fra førsteholdsmateriale i den nærmeste fremtid.