Premier League Lars Gram-Hanssen

Frank om dansk PL-'verdensrekord': Gør det for jer

Foto: Getty Images

Brentford har hele fem danskere i startopstillingen mod Manchester United.

Af Lars Gram-Hanssen

Brentford tager onsdag aften imod Manchester United i Premier League, og til opgøret mod De Røde Djævle har Thomas Frank fundet plads til hele fem danskere i startopstillingen.

TV3 Sport-kommentator Niels Christian Frederiksen fik en snak med Thomas Frank inden kampstarten, hvor kommentatoren påpegede det opsigtsvækkende danske præg på hjemmeholdets startopstilling. 

- Når jeg kigger på holdopstillingen, så er der jo verdensrekord i Premier League. Der er fem danskere i startopstillingen, lød det således fra Niels Christian Frederiksen, der især hæftede sig ved, at Jonas Lössl får sin Premier League-debut for Brentford. 

Thomas Frank valgte herefter at lave lidt sjov med kommentatoren.

- Jamen, det er jo selvfølgelig kun fordi, at I har kampen, at jeg vælger at smide fem danskere i startopstillingen. Det er klart, ikke? lød det således, med et glimt i øjet, fra Thomas Frank.

Thomas Frank uddybede herefter, at Jonas Lössl har fået chancen i stedet for Álvaro Fernandez, fordi Brentford har brug for mere stabile præstationer fra holdets bagerste mand. 

Udover Jonas Lössl starter også Mads Bech Sørensen, Mads Roerslev, Christian Nørgaard og Mathias Jensen inde i opgøret mod Manchester United, hvor Cristiano Ronaldo igen er blevet klar.