• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Premier League Victor Risager

Højbjerg hyldes for kontroversiel aktion

Foto: Getty Images

Pierre-Emile Højbjerg storroses efter sin præstation i Tottenhams sejr over Manchester City.

Af Victor Risager

Tottenham sikrede sig en ordentlig skalp søndag aften med en sejr over Manchester City, og i den sejr var Pierre-Emile Højbjerg decideret flyvende for Spurs.

I flere engelske medier storroses den danske midtbanekriger således for sin præstation, der bød på en assist til sejrsmålet samt en overordentlig stor arbejdsindsats.

Hos Sky Sports får Højbjerg karakteren 9 ud af 10 som den eneste, og han kåres samtidig til kampens spiller. Derudover fremhæver tv-stationens ekspert Jamie Carragher oplægget til sejrsmål, hvor Højbjerg vandt bolden, før han afleverede den til Harry Kane.

- Der bliver faktisk hevet i hans trøje. Han vinder den første bold, han læser, hvad der kommer til at ske. Og det her - hvor han er ude af balance, men stadig får afleveret bolden til Harry Kane - er fantastisk, siger Carragher.

Se eller gense assisten i videoafspilleren øverst i artiklen.

Lokalmediet football.london er også vilde med Pierre-Emile Højbjergs præstation. Her får han karakteren 9, hvilket kun overgås af holdkammerat Emerson, der får 10.

- Fantastisk arbejde efter 15 minutter, hvor han pressede højt op på banen, vandt bolden tilbage, løb fremad og sendt den til Kane, der kunne score. Han (Højbjerg, red.) var overalt, i begge halvlege og vidste, hvordan han skulle trække tiden for at frustrere City, skriver mediet.

I en anden artikel uddyber football.london den sidste pointe og fremhæver en episode, hvor Højbjerg faldt til jorden og indikerede en hovedskade til sidst i kampen, hvor mediet påpeger, at danskeren måske overdrev lidt. Noget, der ikke er faldet i god jord hos alle fans efterfølgende. 

- TV-billederne så ud til at indikere, at bolden faktisk ramte Kane og så måske strejfede midtbanespilleren. Uanset hvad, så Højbjerg det som en mulighed for at falde til jorden, og det resulterede i en pause i spillet til stor frustration for alle City-spillerne. Måske vil nogle folk rynke på næsen af det, men det hjalp Tottenham med at holde stand, mens City øgede presset i jagten på en udligning, skriver football.london.

Tottenham er efter sejren nummer fem i Premier League.