Premier League Mads Bye Marboe

Hylder dansker efter vildt drama: Afgørende

Foto: Getty Images

Pierre-Emile Højbjerg får ros efter Tottenhams sene sejr.

Af Mads Bye Marboe

Leicester var efter næsten 95 minutters spilletid foran med 2-1, da man onsdag aften fik besøg af Tottenham i Premier League.

Alligevel lykkedes det gæsterne at have en 3-2-sejr hjem, og det kan man især takke Pierre-Emile Højbjerg for. Danskeren spillede en stor kamp på den centrale midtbane og en vigtig rolle i både 2-2- og 3-2-scoringen.

Hos Football London scorede han derfor karakteren 9 (ud af 10), hvilket var højest af alle Tottenham-spillere.

- Arbejdede hårdt på midten af banen med en midtbanetrio, der dominerede i lange perioder af opgøret. Lavede en fantastisk blokering, der afviste Barnes sent i kampen.

- Derefter var han afgørende i de sidste minutter, hvor han først spillede en suveræn bold til Doherty i opspillet til Spurs' andet mål, og hvor han derefter erobrede bolden, som startede angrebet til det tredje mål, lyder begrundelsen fra mediet.

Hos London Evening Standard får Højbjerg karakteren 7, hvorfor kun Sergio Reguillon vurderes bedre med sit 8-tal.

Med sejren rykker Pierre-Emile Højbjerg og Tottenham op på femtepladsen i Premier League med 36 point for 19 kampe.