Premier League Lars Gram-Hanssen

Tidl. Man Utd-stjerne undrer sig over Maguire-køb

Foto: Getty Images

Ifølge Jaap Stam bør Manchester Uniteds ledelse kigge indad, hvis man ikke er tilfreds med Harry Maguire.

Af Lars Gram-Hanssen

Harry Maguire er den dyreste forsvarsspiller i historien, men Manchester United-kaptajnen er alligevel ofte en udskældt herre. 

Og den tidligere Manchester United-profil Jaap Stam er blandt dem, der ikke altid er lige imponeret Maguires spil.

- Det er mange penge, de har betalt for ham. Hvis jeg skal være ærlig, så var han en hæderlig spiller, da jeg så ham i Leicester. Jeg vil sige, at Wes Brown var hurtigere end ham. Han var mere bevægelig i én-mod-én-situationer, hvor der er meget plads. Når du spiller for United, så er du nødt til at kunne forsvare i én-mod-én-situationer, hvor der er meget plads. Jeg vil sige, at det er vigtigt at have gode spillere omkring ham [Maguire, red.]. Det hjælper, når han har støtte og gode spillere omkring sig, lyder det således, ifølge Manchester Evening News, fra Jaap Stam.

- Jeg præsterede også selv lidt bedre, når jeg havde gode spillere omkring mig. Jeg har også set Maguire spille god fodbold, men nogle gange føler jeg, at han ønsker at gøre mere end det, der forventes af ham. Nogle gange skal han spille en smule mere simpelt. Også i forhold til, hvordan han tænker. Jeg føler virkelig, at spillerne foran ham kan hjælpe ham. De kan hjælpe ham med at spille bolden fremad. Partnerskabet med Varane bør også hjælpe ham. 

Ifølge Jaap Stam bør Manchester United-ledelsen dog også kigge indad, hvis man ikke er tilfreds med klubbens kaptajn, der kostede omtrent 650 millioner kroner.

- Hvis ingen er tilfredse med Harry og hans spil og hans præstationer, så bør de kigge i retning af rekrutteringsafdelingen. Kig på dem, der tog beslutningen om at hente ham, og som besluttede at betale så meget for en spiller, som vi ikke rigtigt synes om eller kan lide. 

Harry Maguire blev onsdag indskiftet i Manchester Uniteds 3-1-sejr over Brentford.