La Liga Mads Bye Marboe

Valencia-træner om Wass: Tænker ikke på andet

Foto: Getty Images

Daniel Wass meldes på vej til Atlético Madrid.

Af Mads Bye Marboe

Med under to uger tilbage af transfervinduet er det helt store spørgsmål i Valencia, om Daniel Wass bliver eller skifter klub.

Den danske landsholdsback er blevet sat i forbindelse med Atlético Madrid, der leder efter en afløser for Kieran Trippier, og ifølge spanske medier ønsker Wass selv at rykke til den spanske mesterklub.

I øjeblikket sidder Wass i øvrigt ude med Covid-19, så det er ikke usandsynligt, at han allerede har spillet sin sidste kamp for Valencia. Som det ser ud lige nu, regner Valencia-træner José Bordalás dog med, at danskeren bliver.

- Daniel Wass er Valencia-spiller, og lige nu tænker jeg ikke på andre muligheder. Han har haft det lidt dårligere, fordi han har hostet meget, men lige nu tænker vi ikke på andre muligheder, siger han på pressemødet forud for onsdagens opgør mod Sevilla.

Daniel Wass testede tirsdag positiv for Covid-19, men hvis han afleverer en negativ test inden opgøret, er det meget muligt, at han kommer til at spille.

- Der er ikke noget problem ved at spille Wass, hvis han er negativ. Vi tager en beslutning omkring ham og andre, som heller ikke har været i stand til at deltage i alle træninger.

Daniel Wass har spillet 21 kampe for Valencia i denne sæson.