• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Serie A Lars Gram-Hanssen

Højlund vælter sig i ros: En koldblodig dræber

Foto: Getty Images

Der er masser af roser til Rasmus Højlund i den italienske presse, efter at Atalanta-danskeren mandag blev matchvinder mod Monza i Serie A.

Af Lars Gram-Hanssen

Rasmus Højlund ligner efterhånden en bobler til Kasper Hjulmands VM-trup, og i den italienske presse er der også masser af beundring for den 19-årige danske angriber, der mandag sparkede Atalanta op på førstepladsen i Serie A-tabellen. 

Efter Atalantas 2-0-sejr over Monza scorer Rasmus Højlund således rigtige gode karakterer i flere medier i støvlelandet. 

- Begge de colombianske angribere [Zapata og Muriel, red.] er fraværende i øjeblikket, og derfor har han allerede nu fået chancen. Han skulle lige vænne sig til tempoet, men efter pausen fandt han klarheden og koldblodigheden som dræberen i feltet, der åbnede kampen op, lyder det således fra Bergamo-udgaven af Corriere della Sera, hvor Højlund har fået karakteren 7,5 og dermed fremhæves som Atalantas bedste spiller sammen med Ademola Lookman. 

I Milano-avisen La Gazzetta dello Sport har man givet Rasmus Højlund karakteren 6,5, hvormed man også fremhæver danskeren som en af kampens bedste spillere. 

- Pablo Mari [Monza-forsvarsspiller, red.] lod ham aldrig ude af syne, men han fik slidt sig fri og fik scoret. Bevægelse og kynisme som en mester, skriver La Gazzetta dello Sport om Højlund. 

Også Tuttomercatoweb fremhæver det tidligere FC København-talent som en af Atalantas bedste spillere, idet man har givet Højlund karateren syv. 

- I sin første kamp fra start i Serie A kæmpede han i første halvleg med at komme ind i kampen, hvor han blev holdt i kort snor af Monza-forsvaret og ikke fik meget foræret af sine holdkammerater. I anden halvleg fandt han dog rytmen og endte med at blive den helt store hovedperson. Ved det første reelle indlæg til ham var han klar ved den bagerste stolpe, da han som en ægte nier fik det maksimale ud af Lookmans indlæg og sendte bolden ind bag Di Gregorio. Ikke en dårlig præstation, skriver Tuttomercatoweb. 

Atalanta betalte over 125 millioner kroner for Rasmus Højlund, da Bergamo-klubben i sommer hentede den danske teenager i Sturm Graz, hvor han nåede at score 12 mål i 21 kampe.