• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Serie A Mikkel Fuhr Nielsen

Vild med dansk kæmpesalg: De har tidoblet prisen

Foto: Getty Images

Den danske angriber skiftede SK Sturm Graz ud med Atalanta denne sommer, og det vækker stor begejstring.

Af Mikkel Fuhr Nielsen

Rasmus Højlund har haft fart på de seneste otte måneder.

I januar skiftede han FC København ud med SK Sturm Graz for et beløb i omegnen af 19 millioner kroner. I Østrig blev han en stor succes med det samme, hvorfor han var brandvarm, da transfervinduet smækkede sine døre op.

I sidste ende endte Atalanta med at bringe ham til Serie A for et beløb, der siges at kunne overstige 125 millioner kroner.

Den tidligere SK Sturm Graz-spiller og -træner Markus Schopp er fuld af begejstring for salget af Rasmus Højlund, da Sky Sports Østrig taler med ham.

- Fantastisk historie. En succeshistorie hvor man skal lykønske træneren, sportsdirektøren og hele scoutingafdelingen, siger han i programmet 'Talk and Tore'.

Markus Schopp lægger vægt på, at Rasmus Højlund er en succeshistorie, da man har formået at lave en stor investering som på kort tid har bragt pengene flere gange hjem igen. Måske ikke helt så mange gange, som en begejstret Schopp fortæller, hvor overdrivelsen formentlig er brugt til at fremme forståelsen.

- Det var ikke nogen lille investering af Sturm Graz på det tidspunkt. Men at man formår at udvikle spilleren på en sådan måde, at man kan sælge ham til en tidoblet pris indenfor få måneder. Det er simpelthen en helt fantastisk historie.

Rasmus Højlund, 19 år, har fået to optrædener for Atalanta i Serie A, hvor han allerede er ved at banke sig ind i hjerterne på de italienske fans ligesom han gjorde med de østrigske, da han scorede i seneste spillerunde mod AC Monza.

Danskeren har fået en lang kontrakt i Atalanta frem til 2027, hvor han også er blevet holdkammerater med Joakim Mæhle.