Skandinavien Ole Hoffskov

John Guidetti kan være på vej hjem til Sverige

Foto: Getty Images

Svensk angriber kan være på vej hjem efter en årrække i udlandet.

Af Ole Hoffskov

Den flamboyante angriber John Guidetti kan være på vej hjem til Sverige - 12 år efter, at han forlod sit fædreland.

Den spanske avis AS skriver, at hovedstadsklubben AIK viser interesse for den 29-årige angriber, og målt på spilletid vil et klubskifte give god mening for John Guidetti - det får han nemlig ikke ret meget af på klubholdet Alaves.

I denne sæson har svenskeren blot været på banen i otte ligakampe for Alaves, der er under nedrykningsstregen i La Liga. Han er ikke noteret for en eneste scoring.

John Guidetti har kontraktudløb i Alaves efter denne sæson, og den spanske klub vil gerne af med ham omgående, så de kan spare hans løn. Svenskeren tjener angiveligt 11 millioner kroner om året. 

John Guidetti har været vidt omkring i sin karriere og har også tørnet ud for klubber som Manchester City, Celtic og Feyenoord.