Superliga Torsten Kjems Hansen

Done deal: FC Midtjylland er klar med Vagner Love

Foto: Getty Images

Han har spillet 20 landskampe for Brasilien, og nu skal Vágner Love i en alder af 37 år spille for FC Midtjylland på en kontrakt, der løber til 30. juni.

Af Torsten Kjems Hansen

Onsdag blev der bragt billeder af Vágner Silva de Souza, bedre kendt som Vágner Love, på og udenfor FC Midtjyllands træningsanlæg i Ikast, og selve præsentationen ventes nu at ske i løbet af torsdag eftermiddag.

Selv den italienske transfer-journalist Fabrizio Romano har fulgt så meget med i sagen i Danmark, at han netop nu har tweetet, at præsentationen af den 37-årige verdenskendte angriber vil finde sted i løbet af torsdag, hvilket stemmer helt overens med tipsbladet.dks oplysninger og som BT også erfarer.

Dermed bliver FC Midtjyllands første nye spiller i januar-vinduet præsenteret under en ganske stor opmærksomhed.

Vagner Love slutter sig til et stort kontingent af brasilianske spillere hos de danske vicemestre, der ligger nummer ét i Superligaen i vinterpausen.

Evander, Paulinho, Júnior Brumado, Juninho, Charles og FCM's dyreste spiller nogensinde Marrony har alle brasiliansk pas, men ud over Evander, der har været til U/17-VM, har ingen af FC Midtjyllands brasilianere begået sig på landsholdet.

Det har den ny forward Vágner Love til gengæld.

Selvom landsholdskarrieren ligger tilbage i tidsrummet 2004, hvor han debuterede på et forstærket brasiliansk ligalandshold, der overraskende vandt Copa América foran favoritterne Argentina, til 2007 er angriberen stadig så stort et navn, at selv førende sportsmedier som O Globo har fulgt forwardens færd og flirt med FC Midtjylland siden nytår.

En 20 år lang karriere har taget forwarden fra Palmeiras (to stop) til CSKA Moskva, Flamengo, Shandong Luneng, Corinthians (to stop), AS Monaco, Alanyaspor, Besiktas og endelig Kairat i Kasakhstan, hvor Vágner Love stoppede i slutningen af 2021.

Trods en lang karriere med over 300 mål virker det ikke sandsynligt, at forwarden er hentet til for at vippe de 15 år yngre landsmænd og FCM-salgsemner Marrony og Júnior Brumado  af holdet.

Med 12 europæiske kampe og fem mål for Kairat i første halvdel i 2021/22-sæsonen er Vágner Love dog næppe heller hentet til for kun at se med fra bænken og tribunen og kan givetvis bidrage i et hektisk forårsprogram med 15 Superliga-kampe, to pokalsemifinaler mod Vejle og foreløbig to Conference League-kampe mod PAOK fra Grækenland.

Der har i både danske, brasilianske og andre udenlandske medier været skrevet, at kontrakten mellem FC Midtjylland og Vagner Love løber for resten af sæsonen, hvor brasilianeren også vil være fyldt 38 år.