Superliga Mads Bye Marboe

AaB-forhandlinger brudt sammen: Thomasberg bliver

Foto: Getty Images

Thomas Thomasberg bliver i Randers FC.

Af Mads Bye Marboe

Thomas Thomasberg har været meldt på vej til AaB efter Martí Cifuentes' skifte til Hammarby, men det bliver alligevel ikke Randers-træneren, der overtager det ledige trænersæde i den nordjyske klub.

Torsdag morgen oplyser Randers FC på sin hjemmeside, at forhandlingerne er afsluttede, og at Thomasberg bliver i klubben.

- Vi er virkelig glade for, at Thomas også står i spidsen for vores stærke trænerteam fremadrettet, for det har hele tiden været vores ønske, at han skulle forblive Randers FC-cheftræner.

- Interessen for ham har været stor, men vi har ikke kunnet blive enige med AaB om en passende aftale, og derfor har vi nu lukket dialogen for at få arbejdsro for såvel Thomas som Randers FC.

- Han har været nysgerrig på interessen, men han er stadig ekstremt motiveret for at være i Randers FC. Jeg kender ham virkelig godt og har kigget ham dybt i øjnene, og jeg kan se, at han stadig brænder for at udvikle videre på det fantastiske projekt, vi har gang i her, siger sportslig og kommercielle direktør Søren Pedersen.

Thomas Thomasbergs aftale med Randers FC løber indtil sommeren 2025.