• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga /ritzau/

Kadrii forlænger AaB-krise

Foto: Getty Images

AaB ligger fortsat under nedrykningsstregen i Superligaen efter 1-1 hjemme mod OB.

Af /ritzau/

En chancefattig og tæt kamp mellem to hold fra den nederste halvdel af Superligaen endte fredag aften 1-1, da AaB og OB mødtes på Aalborg Portland Park.

Fra første halvlegs start viste AaB mest energi og kvalitet. Det høje energiniveau og idéerne i spillet fremtvang det hjørnespark, der gav mandskabet føringen efter 15 minutter ved Lars Kramer på hovedstød.

Efter målet fik OB så langsomt mere initiativ med bolden.

Gæsterne havde dog svært ved at skabe de store muligheder for at udligne. Boldomgangen var forudsigelig, langsom og uden kreativitet langt hen ad vejen. Fynboernes eneste chance kom til angriberen Issam Jebali efter 40 minutter. Han headede bolden over mål fra tæt hold.

AaB havde ingen problemer med at overlade initiativet til OB. AaB havde nemlig tilløb til at kunne straffe gæsterne på omstillinger, men skarpheden i den sidste aflevering manglede.

Det var et aggressivt OB-hold, der kom ud til anden halvleg. Udeholdet tillod ikke meget tid på bolden til AaB. OB begyndte at få åbnet for AaB’s defensive tålmodighed.

AaB’s modsvar blev et par offensive indskiftninger af Marco Ramkilde og Louka Prip. Holdet kom herefter mere på bolden, men chancerne fortsatte med at være en mangelvare i begge ender.

Anden halvleg var derimod kun 11 minutter gammel, da udeholdet fik udlignet AaB’s føring. OB-angriberen Bashkim Kadrii vendte på sin førsteberøring og sparkede bolden flot i mål, men flere scoringer blev det altså ikke til.

AaB er dermed stadig placeret under nedrykningsstregen med ti point. OB har 14 point efter 11 spillerunder.

/ritzau/