• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga /ritzau/

Fiasko: AGF spadserer ud af Europa

Foto: Getty Images

Et rødt kort til Jon Dagur Thorsteinsson blev afgørende for, at AGF er ude af Conference League-kvalifikationen.

Af /ritzau/

AGF’s europæiske færd er slut, nærmest før den begyndte.

Torsdag aften måtte aarhusianerne nøjes med 1-1 på hjemmebane mod den upåagtede nordirske klub Larne FC, som samlet vinder 3-2 efter de to opgør i Conference League-kvalifikationens anden runde.

Det blev særdeles afgørende for opgøret, at islandske Jon Dagur Thorsteinsson på otte minutter i første halvleg ragede to gule kort til sig.

Først gik han for hårdt ind i en tackling, og efter 26 minutter smed han sig i feltet og blev smidt ud for film.

Larne havde dermed fordel af overtal og udnyttede det efter 45 minutter.

AGF-forsvarsspiller Frederik Tingager begik en kæmpe fejl og tabte bolden lige uden for feltet. Larne opfangede bolden, og få sekunder senere lå den inde bag Jesper Hansen i AGF-målet.

AGF viste generelt langt mere tænding, end det var tilfældet i den første kamp i Nordirland, og det blev der brug for efter pausen.

Aarhusianerne forsøgte ihærdigt at stable et pres på benene, selv om de kun var ti spillere tilbage på banen.

Det førte til flere fine muligheder mod de hårdt kæmpende nordirere, som intet kunne stille op efter 72 minutter, da dommeren pegede på straffesparkspletten.

Joshua Robinson havde haft hånd på bolden, og derfor fik Patrick Olsen chancen for at sparke bolden i nettet fra 11 meter. Den erfarne midtbanemand viste stor kølighed og scorede sikkert til 1-1.

Derefter løftede stemningen sig på Ceres Park, og AGF skruede op for tempoet. Gift Links kom tæt på, og Albert Grønbæk forsøgte sig på frispark.

I slutminutterne gik Jesper Hansen med frem til to dødbolde, men det hjalp intet. Larne stod imod og brød ud i vild jubel, da dommeren fløjtede kampen af.

AGF-træner David Nielsen har tidligere udtalt, at det ville være en kæmpe fiasko at ryge ud - det er nu en realitet.

/ritzau/

-----
Få 100 stærke spilforslag fra oddsavisen.dk for 29,- kr/md - brug koden Tip2020