Superliga Kenneth Jensen

AGF'er: Sådan fik vi besked om David Nielsens stop

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

AGF-stjernen Nicolai Poulsen fortæller, hvordan han og truppen fik beskeden om, at David Nielsens sidste kamp i spidsen for Aarhus-klubben bliver lørdagens mod FC Nordsjælland.

Af Kenneth Jensen

Når AGF på lørdag møder FC Nordsjælland i sæsonens sidste kamp, er det også David Nielsens sidste i spidsen for klubben fra Aarhus.

Efter næsten fem år i spidsen for AGF har han og klubben valgt, at man vil stoppe samarbejdet. Det kommer, efter klubben i denne sæson har haft det svært og også har været i nedrykningsfare.

Men klubben reddede sig, og derfor kan man allerede nu melde ud, at David Nielsen og AGF går hver til sit. Og så kan cheftræneren få et pænt farvel fra de mange aarhusianske tilskuere.

Og Nicolai Poulsen fortæller til Discovery+, hvordan han og resten af truppen fik beskeden om David Nielsens kommende farvel.

- Vi blev kaldt ind i cafeteriet, og når vi kaldes ind i cafeteriet, er det tit, fordi der er noget i gærde, der skal meldes ud til os alle sammen.

- Jeg kan huske, at senest, vi var deroppe, var det "PC", der ikke skulle være her mere, og den her gang er det desværre David, der ikke skal være der efter sommerferien.

- Det var en trist besked, og jeg tror, jeg taler på alles vegne i klubben og i truppen, når jeg siger, at han er en fantastisk person og træner, der har gjort meget for den her klub. Han er tæt på alene at være grunden til, at AGF har taget nogle store skridt i den rigtige retning de seneste par år, hvis man tager den her sæson ud af billedet, siger Nicolai Poulsen til Discovery+.

Poulsen fortæller blandt andet også, at David Nielsen er den bedste træner, han har arbejdet under.