• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Andreas Arp

Bedst og værst: Dommerskade og Brøndby-spillere i gavehumør

Foto: Claus Bonnerup/Getty Images

Vi har zoomet ind på kampen mellem AaB og Brøndby IF.

Af Andreas Arp

AaB - Brøndby IF 2-0 (1-0)
1-0 Frederik Børsting (40.)
2-0 Patrick Olsen (69.)

Kampens bedste
AaB:
De kunne ikke være sig selv bekendt i pokalfinalen i midtugen, men det kunne AaB så sandelig søndag aften mod Brøndby. Gæsterne var rigtig nok i gavehumør, men mange af fejlene blev også fremprovokeret af et nøje forberedt AaB-pres, der konsekvent satte de tre forreste til at stresse Brøndbys trebackkæde i opbygningsspillet. En ros skal derfor lyde til cheftræner Jacob Friis for det flotte oplæg og for at skifte ud blandt de startende elleve fra pokalfinalen.

På banen kan flere af AaB-spillerne fremhæves. Særligt Iver Fossum, Robert Kakeeto og Patrick Olsen styrede midtbanen sublimt og spillede alle tre stærkt. Sidstnævnte bør dog især fremhæves. Olsen var en sand fornøjelse og kronede også sin præstation med scoringen til 2-0.

Brøndby IF:
Det blev bedre i den sidste halve time for Brøndby, men inden da var det decideret ringe. Brøndby lavede alt for mange individuelle og dumme fejl, og det var over hele banen. Der var derfor heller ikke mange, der gjorde sig særlig godt bemærket i Aalborg. Skal man nævne én kunne det dog være angriber Mikael Uhre, der viste en god indstilling og - som en af de få - flere gange formåede at true AaB-defensiven, inden at han humpende måtte lade sig udskifte. Indskiftede Andreas Bruus gjorde også fin figur.

Kampens værste
Efter AGF's nederlag til AaB i sidste runde kunne Brøndby søndag sætte jagten ind på Superligaens tredjeplads i Aalborg. Derfor må cheftræner Niels Frederiksen også være ekstra skuffet over Brøndbys rædderlige præstation, der særligt i første halvleg bød på et hav af fejl og gaver til AaB-offensiven. Unge Morten Frendrup havde det særligt svært på midtbanen og blev også taget ud i pausen, men prisen går til situationen ved AaB's føringsmål, hvor Frederik Børsting udnyttede en af de mange fejl til at bringe hjemmeholdet i front. Jens Martin Gammelby spillede uden grund en presset bold tilbage til målmand Marvin Schwäbe i en opspilsituation, inden at tyskeren selv gjorde ondt værre ved at miste bolden til Børsting, der derefter kunne trille bolden ind i et i tomt mål.

Kampens detalje
Der udspillede sig bemærkelsesværdige scener, da spillet efter kun 15 minutter måtte afbrydes i Aalborg på grund af noget så sjældent som en skade til dommeren. Dommer Anders Poulsen løb simpelthen direkte i omklædningen med ordene "Jeg er gået i stykker", og så måtte fjerdedeommer Jakob Kehlet varme op. Det betød et par minutters pause i Aalborg, inden at spillet kunne genoptages.

Superliga

Mere Superliga

Fokus