• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:

Den Internationale Sportsdomstol har modtaget appeller fra både Chiles og Peru fodboldforbund om Fifa-dom.

Af /ritzau/

Chile og Peru holder stadig liv i håbet om at komme med til dette års fodbold-VM i Qatar.

Fredag bekræfter Den Internationale Sportsdomstol (CAS), at man har modtaget appeller fra begge landes fodboldforbund angående en beslutning foretaget af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Fifa afviste tidligere i september en klage fra Chiles fodboldforbund, der anklagede Ecuador - som skal med til VM - for at bruge en ulovlig spiller i VM-kvalifikationen.

Der er tale om Byron Castillo, som Chile mener at vide, er født i Colombia og ikke Ecuador.

Castillo var på banen for Ecuador i otte VM-kvalifikationskampe, herunder begge møder med Chile. De endte med henholdsvis en sejr til Ecuador og uafgjort. Castillo deltog ikke i Ecuadors kampe mod Peru.

Chile meddelte allerede i forbindelse med Fifas afvisning af klagen, at man ville appellere til CAS. Det har Peru så også gjort nu.

Chile endte som nummer syv i den sydamerikanske VM-kvalifikationsgruppe, mens Peru som femmer gik videre til playoffkampe, hvor det ikke lykkedes landet at indløse en VM-billet.

Med deres klager håber begge lande på at kunne komme med til VM i stedet for Ecuador. Men det er selvsagt kun et enkelt land, der vil kunne erstatte Ecuador.

Appellen til CAS er Chiles og Perus sidste mulighed for at få fingrene i en VM-billet. Det ventes, at CAS kommer med en afgørelse senest 10. november, hvilket kun er ti dage, før VM sparkes i gang i Qatar, med en kamp hvor værtslandet efter planen skal møde Ecuador.

/ritzau/